Fiskeri efter havtaske: rovfisken, der selv bærer en fiskestang
Hver artikel i denne serie besvarer det samme spørgsmål: hvordan overlister lystfiskeren rovfisken? Med hvilken agn, på hvilken dybde, på hvilket tidspunkt. Ved havtasken står der en kollega i den anden ende af linen. Dens første rygfinnestråle er ombygget til en fiskestang, med en hudflig som agn yderst, og den ligger stille på bunden, indtil byttet er tæt nok på. Derfor hedder denne artikels pol: rovfisken, der selv bærer en fiskestang. Der menes her havtasken, *Lophius piscatorius*, hjemme fra Barentshavet til Middelhavet.
Lystfisker, djævel, frø: hvad Europas navne ved om den
De videnskabelige navnes oprindelse er beskrevet af The ETYFish Project, et etymologisk register over fiskenavne. Artsnavnet piscatorius betyder dér „hørende til en lystfisker” — med henvisning til den første rygfinnepig, der er omdannet til et fiskeapparat, illicium, som bærer en knold- eller kødagtig „agn”, esca, for at lokke byttefisk hen til dens „cavernous mouth”, den hulelignende mund. Slægten Lophius kommer ifølge ETYFish af græsk *lóphos*, „kam” eller „manke”, et gammelt navn for netop denne art — formentlig, siger ETYFish, på grund af rygfinnen med tre tentakellignende pigge på hovedet. Linné gav navnet i 1758; fisken bærer altså fiskestangen allerede i sit videnskabelige navn.
Folkenavnene deler sig i tre lejre. I GBIF-listen over folkenavne for *Lophius piscatorius* (nøgle 2415075, 217 poster) står lystfiskerlejren: engelsk „angler”, tysk „Anglerfisch”, italiensk „Rana pescatrice”, portugisisk „peixe-pescador”, rumænsk „Peste pescar”, russisk „Европейский удильщик”, ungarsk „európai horgászhal”, græsk „Πεσκαντρίτσα”. Ved siden af djævlelejren: tysk „Seeteufel” (havdjævel), nederlandsk „Zeeduivel”, russisk „Морской черт”, norsk „sjødævel”, fransk „diable”, walisisk „Cythraul y Môr”. Og frølejren: italiensk „Rospo” og „coda di rospo”, catalansk „granota de mar”, spansk „pejesapo”, polsk „Żabnica”, slovensk „Morska žaba”, svensk „havspadda”, græsk „Βατραχόψαρο”. Dertil to enspændere: tyrkisk „Fener Balığı”, lanternefisken, og norsk „breiflabb”, bredmunden — og her hører også vores eget sprog til, for listen fører ligeledes dansk „bredflab”. Mange navne tolker denne artikel bevidst ikke — spansk „Rape”, portugisisk „Tamboril”, fransk „Baudroie”, kroatisk „Grdobina” og også vores eget „havtaske” —, fordi deres oprindelse ikke står i nogen af de læste kilder.
💣 Navnefælderne er denne gang tre. Engelsk „monkfish” står i GBIF-listen også ved havenglen, en haj (*Squatina squatina*) — hvor selv nederlandsk „zeeduivel” dukker op igen. Fransk „lotte” står også ved knuden (*Lota lota*), en ferskvandsfisk, som denne serie har viet sin egen artikel; ifølge FishBase sælges havtasken uden skind og hoved som „queue de Lotte”. Og på tysk bruges „Anglerfisch” også om fisk fra en anden familie (Antennariidae). For japansk fører listen kun „ニシアンコウ”; det kortere „アンコウ” hører hos GBIF til en anden art. For arabisk fører den slet intet navn.
Fiskestangen på hovedet
Hvordan den jager, beskriver det norske Havforskningsinstituttet (Norges havforskningsinstitut) på sin artsside: Den ligger stille og lokker bytte til sig med den forreste finnestråle, „som fungerer som ei fiskestong med ein hudflik som agn” — som fungerer som en fiskestang med en hudflig som agn. Enhver fisk, der kommer tæt nok på den store mund, bliver slugt, når den lynhurtigt river gabet op og suger byttet ind. Og så sætningen, der bliver hængende: I havtaskers maver har man fundet endda havfugle og oddere. FishBase-artssiden bekræfter billedet: Den ligger „half-buried in the sediment waiting for its prey”, halvt nedgravet i bunden, lokker med sin fisketråd og æder mest fisk, af og til havfugle. Escaen beskriver FishBase som todelt, med to brede, bladagtige lapper.
Grunddata, hver med kilde, fordi kilderne ikke er enige overalt. FishBase: marin, bundlevende på dybt vand, 20 til 1.000 meter, på sand og mudder, også på klippebund; fra det sydvestlige Barentshav til Gibraltar inklusive Middelhavet og Sortehavet; op til 200 centimeter og 57,7 kilogram, almindeligvis omkring 100 centimeter; højeste rapporterede alder 24 år; IUCN „Least Concern” (ikke truet, vurderet 2013); fare for mennesker: „Harmless”, harmløs. MarLIN, informationsnetværket under den britiske Marine Biological Association, angiver derimod den nedre tidevandszone ned til 550 meter, desuden skalgrus og grus, og „large curved teeth in both jaws”, store krumme tænder i begge kæber. Havforskningsinstituttet træffer den allerede i strandzonen og angiver levetiden til mere end 25 år. ⚠️ Hvor lavt den kommer, og hvor gammel den bliver, besvarer kilderne altså forskelligt — denne artikel glatter det ikke ud.
To havtasker, ét navn
I Middelhavet og Atlanterhavet lever der ved siden af *L. piscatorius* en meget lignende anden art, sort havtaske, *Lophius budegassa*. Hvad kilderne giver til at skelne dem:
- Navnet kommer fra Genova. *budegassa* stammer ifølge ETYFish fra *budegasso*, det lokale navn ved Genovabugten.
- Farven på bughulen. Havforskningsinstituttet skelner arterne på beklædningen af bughulen: lys hos *L. piscatorius*, sort hos *L. budegassa*. FishBase angiver ligeledes en lys bughinde for *L. piscatorius*.
- I nord næsten kun én art. Norske fangster er ifølge Havforskningsinstituttet næsten udelukkende *L. piscatorius* — kun omkring én ud af 1.000 er *L. budegassa*.
- Navnene hjælper ikke. I GBIF-listen for *L. budegassa* (nøgle 2415070) står de samme navne som ved havtasken: fransk „Baudroie” og „Lotte”, tyrkisk „fener baligi”, maltesisk „Petrica”.
⚠️ Rækværket hertil: Bughulen ser man først, når fisken renses — på en levende fisk hjælper dette kendetegn ikke. Denne artikel er ingen bestemmelsesnøgle; skal du vide arten med sikkerhed, så spørg den kompetente fiskerimyndighed eller slå op i en fagbog.
Hvad det betyder ved vandet
- Den er ikke en standardfangst — og det er det ærlige svar. Ingen af de kilder, der er læst her, beskriver havtasken som mål for lystfiskere; FishBase fører den som „highly commercial” (af stor kommerciel betydning), og Havforskningsinstituttet beskriver garn og bundtrawl. Hvis den alligevel en dag hænger på krogen, så dér, hvor den lever: på bunden over sand eller mudder.
- Lær af bagholdsjægeren. Den ligger stille, bevæger kun agnen og slår til, når byttet er tæt på. Det er logikken i enhver bundagn, der ligger roligt foran en rovfisk — at en bestemt fiskemetode fanger havtaske, belægger ingen af kilderne, og denne artikel lover ingen.
- Aldrig hånden i munden på den. Store krumme tænder i begge kæber og en mund, der suger byttet ind: Afkrog kun med en lang tang, og sidder krogen dybt, så klip hellere forfanget over.
- Tag størrelsen alvorligt. En fisk, der ifølge FishBase kan blive op til to meter og over 57 kilogram, skal ikke løftes over rælingen med ét greb — brug kun net eller gaf, hvor det er tilladt.
- Harmløs betyder: ikke giftig. I modsætning til fjæsingen fra sidste artikel fører FishBase havtasken som „Harmless” — ingen giftpigge. Faren er tænder og vægt, ikke gift.
- Tjek selv reglerne. Denne artikel angiver bevidst ingen mindstemål, kvoter eller fredningstider — havtasken er en hårdt befisket spisefisk, og reglerne varierer efter land og havområde. Afgørende er den kompetente fiskerimyndighed; dette er ikke juridisk rådgivning.
Havtasken er den fisk, der bedst viser, hvad fiskeri handler om: at ligge stille på det rigtige sted og slå til i det rigtige øjeblik. At ramme netop det øjeblik er sværere for mennesker end for den. StrikeAhead læser forhold og dybde og lærer af dine fangster; appen fortæller dig, hvornår det er værd at tage ud, og StrikeAhead Pathfinder fortæller dig, hvem du skal tage ud med på ukendt vand — kurateret, personligt kontrolleret, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos.