Kullerfiskeri: rovfisken, hvis navn betyder stregen, ikke pletten

Hver artikel i denne serie besvarer det samme spørgsmål: hvordan narrer lystfiskeren rovfisken? Med hvilken agn, på hvilken dybde, på hvilket tidspunkt. Hos kulleren begynder svaret med en misforståelse. Alle kender den på den sorte plet over brystfinnen — det „tommelfingeraftryk“, som legenderne er bygget op om. Men manden, der gav den dens videnskabelige navn i 1758, mente ikke pletten. Han mente stregen. Derfor lyder denne artikels pol: rovfisken, hvis navn betyder stregen, ikke pletten. Talen er om kulleren, *Melanogrammus aeglefinus*, fra Nordishavet til Den Engelske Kanal.

Den sorte streg og det lånte navn

Oprindelsen til de videnskabelige navne er registreret af The ETYFish Project, et etymologisk register over fiskenavne. Slægtsnavnet Melanogrammus er dér sat sammen af græsk *mélanos*, „sort“, og *grammḗ*, „linje“ eller „pennestrøg“ — og henviser ifølge ETYFish udtrykkeligt til fiskens sorte sidelinje: „referring to its black lateral line“. Ikke til pletten. Hos kulleren løber sidelinjen som en mørk, ubrudt streg helt ud til kroppens ende, og netop den så navngiveren. Nordsøens berømteste plet står ikke i navnet.

Med artsnavnet bliver det endnu bedre. aeglefinus er ifølge ETYFish „apparently a Latinization of ‚Eglefin,‘ its vernacular name in England according to Pierre Belon, *De aquatilibus* (1553)“ — efter alt at dømme en latinisering af et folkeligt navn, som den franske naturforsker Pierre Belon skrev ned i 1500-tallet. Retningen er bemærkelsesværdig: normalt låner folkesprogene af latin, her har latin lånt af folket. ⚠️ To forbehold hører med. ETYFish skriver „apparently“, altså med forbehold. Og Belon noterer „Eglefin“ som et navn „in England“, selv om ordet ser fransk ud og på fransk den dag i dag hedder *églefin* — den modsigelse løser ingen af de læste kilder, og denne artikel løser den heller ikke.

Folkenavnene selv falder i fire lejre. I navnelisten hos GBIF for *Melanogrammus aeglefinus* (nøgle 2415822, 169 poster fra 42 sprog) står eglefin-lejren, Belons spor: fransk „Églefin“ og „Aiglefin“, spansk „Eglefino“, catalansk „Eglefí“. Ved siden af den står plet-lejren, der alligevel tager pletten med ind i navnet: polsk „Plamiak“, litauisk „juodadėmė menkė“ — den sortplettede torsk — og japansk „モンツキダラ“ ved siden af det almindelige „コダラ“. Så den nordiske lejr, hvor dansk hører hjemme: tysk „Schellfisch“, nederlandsk „Schelvis“, dansk „Kuller“, svensk og finsk „Kolja“, norsk „Hyse“ og „Kolje“, islandsk „Ýsa“, russisk „пикша“, irsk „cadóg“, walisisk „Hadog“. Og endelig æsel-lejren: fransk „Âne“, „Bourricot“ og „Anon“, italiensk „Asinello“, bretonsk „anon“. ⚠️ Hvorfor netop et æsel, står der i ingen af de læste kilder — denne artikel gætter ikke. Det samme gælder „Kuller“ og „Schellfisch“: uudlagt, fordi udokumenteret.

💣 Og så navnefælderne, fire af slagsen — og alle fire betyder en anden fisk, som denne serie allerede har viet sin egen artikel. Fransk „Saint-pierre“ står faktisk på kullerlisten, endda belagt tre gange (Catalogue of Life, EUNIS-databasen, IUCN’s rødliste) — men på fransk er „Saint-Pierre“ sanktpetersfisken (*Zeus faber*), den anden fisk med tommelfingeraftrykket. Tyrkisk „mezgit“ står der også (Catalogue of Life, WoRMS) — sædvanligvis er „mezgit“ hvillingen (*Merlangius merlangus*). Albansk „Troftë deti“ står der (Catalogue of Life) — ordret „havørred“. Og portugisisk „Bacalhau“ står der (EUNIS) — det er torsken (*Gadus morhua*). For græsk og arabisk fører listen på tværs af alle 42 sprog slet intet navn. Derfor bærer denne artikel på de sprog det videnskabelige navn med i titlen i stedet for at udnævne en fremmed fisk. En efterskrift for ærlighedens skyld: på samme liste står der også retter i stedet for fiskenavne — „Schellfisch Suppe“, „Fiskekaka“, „Pâté de poisson“. Den, der læser den slags lister, læser dem med.

Pletten, legenden og det, fagkilderne ikke siger om den

Pletten har sin egen historie, og den er blevet fortalt i Nordeuropa i århundreder: at den er et tommelfingeraftryk — snart apostlen Peters, som tog mønten ud af fiskens mund, snart Djævelens, hvis glødende greb fisken vred sig ud af. To fisk bærer den samme legende, kulleren og sanktpetersfisken, og den franske navneliste ovenfor har endda forvekslet dem. ⚠️ Rækværket er vigtigt her: ingen af de fire fagkilder, der er læst til denne artikel — ETYFish, GBIF, FishBase, Havforskningsinstituttet — forklarer pletten på den måde. Det er folkeoverlevering, ikke et fund. Og ETYFish siger udtrykkeligt noget andet: navnet kommer af linjen.

Hvor pletten præcis sidder, svarer kilderne forskelligt på. Artsbladet hos FishBase placerer den „above the pectoral fin just below the lateral line“ — over brystfinnen, lige under sidelinjen. Det norske Havforskningsinstituttet skriver: „Hysa er lett kjennelig på den svarte flekken under den fremste ryggfinnen“ — let kendelig på den sorte plet under den forreste rygfinne. Begge beskriver den samme del af kroppen fra hver sin side, men de siger det forskelligt, og denne artikel glatter det ikke ud. Hvad de er enige om: pletten sidder fortil, over brystfinnen, under begyndelsen af den første rygfinne — og det er det kendetegn, man kender fisken på.

De øvrige rammedata, hver gang med kilde. FishBase: marin, bundnær, 10 til 450 meter, sædvanligvis 10 til 200 meter; Nordatlanten og det tilstødende Arktis, fra Middelhavet til Sydgrønland, Island og det sydlige Barentshav østpå til Karahavet; op til 112 centimeter og 16,8 kilo, men sædvanligvis kun 35 centimeter; højeste indberettede alder 20 år. Om bygningen: en „relatively small mouth“, en forholdsvis lille mund, underkæben kortere end overkæben, dertil et lille skægtråd på hagen. Voksne fisk står ifølge FishBase på 80 til 200 meter over „rock, sand, gravel, or shells“ ved 4 til 10 °C. Føden er „small bottom-living organisms“: krebsdyr, bløddyr, pighuder, orme og fisk — blandt andet nævnes tobis, lodde og sild. Fare for mennesker: „harmless“. FishBase fører den som „highly commercial“ og samtidig som gamefish.

⚠️ Én dato skal læses med: FishBase fører for kulleren IUCN-statussen „Vulnerable“ (sårbar, kriterierne A1d+2d) — vurderet den 1. august 1996. Den vurdering er tredive år gammel. Denne artikel påstår derfor ikke, hvad IUCN ville sige i dag; den siger kun, hvad FishBase fører, og nævner datoen dertil. Hvem der har brug for den aktuelle bestandsstatus for sit eget havområde, finder den hos den ansvarlige fiskerimyndighed, ikke her.

To bestande, to fiskestørrelser

For lystfiskeren er artiklens vigtigste tal hverken en dybde eller en vægt, men en skelnen. Havforskningsinstituttet opgør bestandene hver for sig, og de er meget forskellige i størrelse. Den, der sejler ud fra danske eller nordsøvendte havne, fisker i den mindste af de to — og det betyder mere for forventningen end noget rekordtal:

• Nordøstarktisk (Barentshavet, Nordnorge): op til 110 centimeter, 14 kilo, op til 20 år gammel. Gydetid marts til juni, og instituttet nævner vestkanten af Tromsøflaket som den vigtigste gydeplads.
• Nordsøen, Skagerrak og vest for Skotland: op til 60 centimeter, 4 kilo, op til 15 år gammel. Den samme fisk, knap den halve længde og mindre end en tredjedel af vægten.
• Hvad det betyder: En kuller på 60 centimeter er en undtagelsesfisk i Nordsøen og en middelfisk i Barentshavet. Forventningen hører til havområdet, ikke til rekordtallet på artsbladet.
• Én fisk, to navne: På norsk hedder den både hyse og kolje — langs syd- og østkysten oftere kolje. Læser man norske fangstrapporter, er det klogt at søge på begge ord.

Hvad det betyder ude på vandet

• Den står ved bunden, ikke i det frie vand. FishBase nævner 80 til 200 meter for voksne fisk, over klippe, sand, grus eller skaller ved 4 til 10 °C. Den, der søger den dér, søger, hvor kilderne beskriver den — et belæg for, at en bestemt fiskemetode fanger den, står i ingen af de læste kilder, og denne artikel lover ingen.
• Den lille mund er forskellen. FishBase beskriver udtrykkeligt en „relatively small mouth“ og en føde af små bunddyr — krebsdyr, bløddyr, orme. Det er et andet rovdyr end det, der sluger en hel sild. Tager man beskrivelsen alvorligt, peger agnstørrelsen mod lille, ikke stor.
• Pletten er dit kendetegn, ikke en bestemmelsesnøgle. Sort plet fortil, mørk ubrudt sidelinje, kort underkæbe, lille skægtråd — sådan beskriver FishBase og Havforskningsinstituttet den. Denne artikel er alligevel ingen bestemmelsesnøgle; skal arten vides med sikkerhed, spørger man den ansvarlige myndighed eller slår op i en fagbog.
• Rekordtallet er ikke dit tal. 112 centimeter står hos FishBase, 35 centimeter står der som det sædvanlige. Mellem de to tal ligger hele forskellen mellem en overskrift og en fiskedag.
• Tjek reglerne selv. Denne artikel nævner bevidst ingen mindstemål, kvoter og fredningstider — kulleren er en hårdt befisket spisefisk, og reglerne er forskellige fra land til land og fra havområde til havområde. Afgørende er den ansvarlige fiskerimyndighed; dette her er ikke juridisk rådgivning.
• Harmløs betyder harmløs. FishBase fører den som „harmless“ — ingen giftpigge som hos fjæsingen, ingen tænder som hos havtasken. Risikoen om bord er havet, ikke fisken.

Kulleren er den fisk, der viser, hvor let man tager det mest iøjnefaldende kendetegn for det vigtigste. Pletten er historien, alle fortæller; stregen er den, der står i navnet. Ved fiskeri er det lige sådan: Det iøjnefaldende er sjældent det afgørende. StrikeAhead læser forhold og dybde og lærer af dine fangster; appen fortæller dig, hvornår det kan betale sig, og StrikeAhead Pathfinder fortæller dig, hvem du skal tage ud på ukendt vand med — kurateret, personligt efterprøvet, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos.

Fisk det rigtige øjeblik →