StrikeAhead

Atlantisk øglefisk: bagholdsjægeren med øglehovedet, der venter på sit bytte i Middelhavets sand

Den ligger gravet ned i sandet, kun øjnene kigger frem, og når en lille fisk svømmer forbi, skyder den op: den atlantiske øglefisk, *Synodus saurus* – på tysk Atlantischer Eidechsenfisch (tysk Wikipedia/GBIF), på engelsk Atlantic lizardfish, spansk lagarto, italiensk pesce lucertola, fransk poisson-lézard rayé, portugisisk lagarto-da-costa, nederlandsk leguaanvis, finsk atlantinliskokala, russisk европейский ящероголов, tyrkisk iskamroz eller lokum balığı, græsk σκαρμός, albansk peshk hardhucë (alle GBIF) og kroatisk gušter (Wikidata). For svensk, norsk, slovensk, japansk og arabisk fandt vi i GBIF og Wikidata intet bekræftet artsnavn. Her kan du læse, hvordan du kender den, hvor og hvor dybt den lever, hvordan den jager, hvad den æder, hvornår den gyder – og hvorfor du på ingen måde bør forveksle den med en fjæsing, selv om de to ligger forvekslende ens i sandet.

En rovfisk med øglehoved

Den blev beskrevet af Carl von Linné i året 1758. Ifølge FishBase hører den til familien Synodontidae i ordenen Aulopiformes – med torsk, aborrer eller havbrasener er den altså ikke nært beslægtet. Sit navn bærer den med rette: Hoved og krop minder ifølge tysk Wikipedia om en øgle, hovedet er ifølge fransk Wikipedia fladt og spidst, og øjnene sidder oven på hovedet. For mennesker er den ifølge FishBase og tysk Wikipedia harmløs, og FishBase fører den udtrykkeligt som sportsfisk.

Sådan kender du den

  • Krop og hoved: meget slank (italiensk Wikipedia), hovedet fladt og spidst, øjnene øverst (fransk Wikipedia).
  • Mund: meget stor, besat med talrige spidse tænder (italiensk og tysk Wikipedia) – munden på en fiskejæger.
  • Tegning: lysebrun til sandfarvet, lysere forneden; ifølge tysk Wikipedia omkring otte mørke tværbånd på ryggen, ifølge fransk Wikipedia otte til ti, desuden blålige eller hvide længdelinjer på siderne. Iris er ifølge italiensk Wikipedia rødlig-gylden. Hanner og hunner ser ifølge tysk Wikipedia ens ud.
  • Finner: en rygfinne med 11 til 13 bløde stråler, en gatfinne med 9 til 12 stråler, bugfinner med 8 og brystfinner med 12 til 14 stråler, en tolappet halefinne; langs sidelinjen 54 til 60 skæl (tysk og italiensk Wikipedia).
  • Indvendigt: Ifølge fransk Wikipedia har den ingen svømmeblære – passende for en fisk, der ligger på bunden.
  • Størrelse: typisk omkring 20 cm, højst omkring 40 cm og ifølge FishBase 300 g. Ungfiskene er ifølge fransk Wikipedia helt gennemsigtige bortset fra de mørke tværbånd, som de allerede har ved klækningen.

Bagholdsjægeren i sandet

Det, der gør den særlig for lystfiskere, er dens måde at jage på. Ifølge tysk Wikipedia ligger den støttet på bugfinnerne på lur ved bunden og graver sig af og til ned i sandet; engelsk Wikipedia beskriver, hvordan den kun lader øjnene være fri og slår til, så snart byttet kommer inden for rækkevidde. Den iagttager ifølge tysk Wikipedia sit bytte længe, før den i et hurtigt udfald skyder op til 5 m opad – og de fleste angreb glipper. Bliver den selv truet, prøver den ifølge tysk Wikipedia først med truselsadfærd med mund, krop og finner, før den flygter.

Den æder ifølge FishBase først og fremmest andre fisk. Tysk Wikipedia kalder den en opportunistisk rovfisk, der især tager ungfisk af stimefisk som havbrasener og sildefisk; mindre dyr æder mindre bytte. Fransk Wikipedia opregner sardiner (*Sardina pilchardus*), havbrasener af arterne *Pagellus acarne* og *Boops boops*, kutlinger og læbefisk, desuden unge kalmarer, små hummerlignende krebsdyr (*Scyllarus arctus*) og den parasitiske isopod *Anilocra physodes* – og også ungfisk af sin egen art. Italiensk Wikipedia nævner desuden blæksprutter (Cephalopoda) og tifodede krebsdyr. FishBase giver den et trofisk niveau på 4,5 – en rovfisk helt fra toppen af stigen, bare i lille format. Selv bliver den ifølge fransk Wikipedia ædt af større fisk som *Trachinotus ovatus*, *Epinephelus marginatus* og guldmakrel (*Coryphaena hippurus*).

Hvor den lever – og hvor dybt

Den lever på begge sider af Atlanten: ifølge FishBase i øst fra Marokko til Kap Verde med Azorerne og Middelhavet, i vest fra Bermuda og Bahamas til De Små Antiller. Dens bund er ifølge FishBase sand og klippesand, især omkring øer; tysk og italiensk Wikipedia nævner desuden havgræsenge, den italienske udtrykkeligt neptungræsset *Posidonia oceanica*. Om dybden er kilderne undtagelsesvis enige: typisk ned til 20 m, påvist fra 1 til 400 m (FishBase, tysk, italiensk og fransk Wikipedia). En fisk, der altså i Middelhavet også lever inden for rækkevidde af kysten og en lille båd.

Gydetid og afkom

Ifølge tysk Wikipedia gydes der fra juni til oktober, og det i flere omgange; italiensk Wikipedia taler generelt om sommeren. En hun lægger ifølge tysk Wikipedia 2.000 til 100.000 æg pr. omgang, afhængigt af størrelsen. Æggene måler ifølge italiensk Wikipedia 1,6 til 2 mm og driver ligesom larverne i det frie vand. Kønsmodne bliver hunnerne ifølge tysk Wikipedia som cirka tre-årige, hannerne som cirka to-årige; FishBase angiver ingen længde ved kønsmodenhed.

På krogen og på tallerkenen

Økonomisk spiller den næsten ingen rolle. FishBase nævner et lille kommercielt fiskeri og en mellemste priskategori; ifølge tysk Wikipedia har den ringe handelsværdi og ender lejlighedsvis som bifangst. Italiensk Wikipedia beskriver, at den fanges med trawl og med liner, der er agnet med orme og krebsdyr; dens kød regnes dér for godt, værdsættes især i Syditalien og bruges mest til supper. For dig betyder det: Fisker du i Middelhavet ved bunden over sand og havgræs på lavt vand, kan du få den på krogen. Andre agn eller montager nævner ingen af vores kilder – derfor står der heller ingen her.

Status – og hvad du kan gøre

På IUCN’s rødliste regnes den atlantiske øglefisk som ikke truet (Least Concern), vurderet ifølge FishBase og tysk Wikipedia den 4. februar 2009. Ifølge italiensk Wikipedia er den almindelig i et stort område og fanges kun i dele af sit udbredelsesområde som bifangst; bestandsudviklingen kalder tysk Wikipedia ukendt. FishBase vurderer dens sårbarhed over for fiskeri som middel til høj (47 ud af 100), dens modstandskraft som middel – en bestand fordobles på 1,4 til 4,4 år.

For dig ved vandet betyder det: Om der gælder et mindstemål eller en fangstbegrænsning for den, afgøres af de nationale og regionale regler i det pågældende land – en almengyldig regel for fritidsfiskere fandt vi ikke. Spørg før turen hos den lokale fiskerimyndighed eller hos din guide. Og fordi gydetiden strækker sig fra juni til oktober, er det i de måneder en god idé at genudsætte små og gydemodne fisk skånsomt.

Fem modsigelser i kilderne

  • Jager den om natten eller om dagen? Italiensk Wikipedia: en nataktiv fisk, der tilbringer dagen for det meste nedgravet. Fransk Wikipedia: dag- og nataktiv. Engelsk og tysk Wikipedia beskriver bagholdsjagten, men lægger sig ikke fast på noget tidspunkt på døgnet.
  • Hvor stor bliver den? FishBase: højst 40 cm standardlængde – altså målt uden halefinne. Tysk og engelsk Wikipedia: maksimum omkring 40 cm. Italiensk Wikipedia: den kan overstige 40 cm. Om den almindelige størrelse er alle enige: omkring 20 cm.
  • Hvor mange tværbånd? Tysk Wikipedia: omkring otte. Fransk Wikipedia: otte til ti.
  • Hvor lever den i Vestatlanten? FishBase, tysk, engelsk og italiensk Wikipedia: fra Bermuda og Bahamas til De Små Antiller. Fransk Wikipedia nævner desuden Florida – det står ikke i nogen af vores andre kilder.
  • Breder den sig eller ej? Fransk Wikipedia: Bestandene er vokset siden 1980’erne, fortrænger efterhånden lokale arter, og udbredelsen mod nord i Middelhavet hænger sandsynligvis sammen med en opvarmning af vandet på omkring 0,5 °C. Tysk Wikipedia: bestandsudvikling ukendt. Italiensk Wikipedia og IUCN: almindelig, ikke truet – om en udbredelse er der ikke tale dér.

Tre fælder ved navnet

  • Øglefisk eller fjæsing? Ifølge fransk Wikipedia bliver den ofte forvekslet med fjæsingen – begge ligger nedgravet i sandet. Forskellen er vigtig, for fjæsinger har giftpigge, øglefisken er harmløs. Du kan ifølge fransk Wikipedia skelne dem på den første rygfinne, der hos øglefisken sidder længere tilbage, og på ansigtet. Er du i tvivl: Tag ikke fat i den med bare hænder.
  • »Eidechsenfisch« er en hel familie. På tysk betegner navnet »Eidechsenfisch« alene hele familien Synodontidae; vores fisk er den atlantiske – på tysk *Atlantischer Eidechsenfisch*, på dansk atlantisk øglefisk. En slægtning fra samme slægt, *Synodus synodus*, har ifølge tysk Wikipedia en mørk plet på snudespidsen – hos vores fisk mangler denne plet.
  • »Lagarto« siger ingenting. Det spanske og portugisiske ord betyder ganske enkelt øgle, og GBIF fører for vores fisk på spansk desuden pez de San Francisco; på fransk står der ud over poisson-lézard rayé også blot lézard. Først det videnskabelige navn *Synodus saurus* gør sagen entydig.

Tilbage står spørgsmålet, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. For en fisk, der ligger i sandet og venter på forbisvømmende bytte, er det ikke nogen bisag. Levested, bytte og vaner står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er alt det andet – lys, lufttryk, vind, vandtemperatur, strøm – og om en dag over sandbunden er umagen værd, afgøres netop dér. Det regner StrikeAhead ud: Den tager forholdene ved dit vand og fortæller dig, hvornår turen kan betale sig. Og fordi man ikke kender et fremmed farvand, dets kanter og dets regler fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: udvalgte guider og skippere, personligt kontrolleret før optagelse på listen – licens og forsikring –, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr. Appen siger hvornår, Pathfinder med hvem.