StrikeAhead

Fiskeri efter Istiompax indica: marlinen, der ikke kan folde brystfinnerne ind

Næsten alle fisk kan folde brystfinnerne ind mod kroppen. *Istiompax indica* — på engelsk black marlin, »sort marlin« — kan ikke: Finnerne står stift ud, deres led er ifølge japansk Wikipedia fast og ubevægeligt, og ifølge engelsk Wikipedia kan de — især fra omkring 68 kg — ikke længere trykkes fladt ind mod siderne, kun vippes lidt bagud. Netop på det kender man den sikkert fra *Makaira nigricans*, den blå marlin. Denne artikel handler om *Istiompax indica* — på tysk Schwarzer Marlin, på spansk marlín negro, på italiensk marlin nero, på fransk makaire noir, på portugisisk marlim-preto, på nederlandsk zwarte marlijn, på finsk mustamarliini, på svensk og norsk svart marlin, på russisk чёрный марлин, på japansk シロカジキ (shirokajiki). Et etableret dansk navn findes ikke.

Den eneste i sin slægt

*Istiompax indica* hører til sejlfiskfamilien (Istiophoridae), ligesom *Makaira nigricans*, *Kajikia albida*, *Kajikia audax*, sejlfisken og middelhavsspydfisken, som denne serie har viet hver sin egen gruppe. Den blev beskrevet i 1832 af den franske zoolog Georges Cuvier, dengang som *Tetrapturus indicus* (engelsk og spansk Wikipedia). Længe stod den i slægten *Makaira*, slægten hos *Makaira nigricans*; i dag er den den eneste art i slægten *Istiompax* (tysk, fransk og italiensk Wikipedia). Ifølge tysk Wikipedia er denne slægt søster til *Kajikia* — altså *Kajikia albida* og *Kajikia audax*.

Ifølge FishBase er den en pelagisk, oceanisk fisk, der som regel lever i overfladevandet over springlaget — men i modsætning til sine slægtninge ofte tæt på land, ved øer og koralrev. Japansk Wikipedia skriver, at den efter sejlfisken er den marlin, der oftest dukker op nær kysten. Ifølge engelsk Wikipedia tilbragte den i en undersøgt bestand om natten op til 87 % af tiden i de øverste 30 m, om dagen under 60 %. Unge fisk ud for Australien bruger lagunen i Great Barrier Reef som opvækstområde og samles dér sæsonvis (engelsk Wikipedia).

Dens bytte: fisk, kalmarer, sepiablæksprutter, ottearmede blæksprutter og store krebsdyr — og, når de er talrige, frem for alt små tun (FishBase). Japansk Wikipedia kalder den en af de få jægere på bugstribet bonit; deraf øgenavnet カツオクイ (katsuo-kui, »bonit-æder«). Ifølge engelsk Wikipedia foretrækker den makrelhestemakrel (mackerel scad); i nogle maver fandt forskere endda unge hajer. Den sluger byttet med hovedet først, og fordi byttefisk i maven ofte har snitsår fra næbbet, antager man, at den bruger næbbet, når den jager i en stime (engelsk Wikipedia). Ud for Malaysia bestod føden ifølge russisk Wikipedia mest af ansjoser, hestemakreller, flyvefisk og kalmarer.

Sådan kender du den

En langstrakt, ifølge FishBase kun lidt fladtrykt krop — den kraftigste af alle marliner — med et kort, svært næb (FishBase, tysk og engelsk Wikipedia). Bag øjnene stiger ryggen stejlt op til den første rygfinne; deraf det japanske øgenavn カタハリ (katahari, »brede skuldre«). Den første rygfinne er højest fortil, men når ikke op på kroppens højde (FishBase, tysk, italiensk og russisk Wikipedia) — hos *Kajikia audax* er det omvendt. Brystfinnerne er seglformede og stive og kan ikke foldes ind: det sikreste kendetegn. Ifølge engelsk Wikipedia er den desuden den eneste næbfisk, hvor den anden rygfinne begynder foran den anden gatfinne, i alle størrelser. Ryggen er mørkeblå til blåsort, bugen sølvhvid, den første rygfinne sortlig til mørkeblå uden pletter, de øvrige finner mørkebrune (FishBase). Huden har små, indlejrede skæl med en eller to skarpe spidser (FishBase, tysk Wikipedia).

Fra *Makaira nigricans* adskiller den sig ifølge engelsk Wikipedia således: Dens brystfinner peger mere ud til siden, hos *Istiompax indica* mere nedad; den sorte er større og har ingen af de svage lyseblå lodrette striber. Fra *Kajikia audax* og *Kajikia albida* adskilles den af deres tydelige striber, som den mangler.

  • Størrelse: FishBase angiver 465 cm gaffellængde som maksimum, 380 cm som almindelig længde og 750 kg som højeste offentliggjorte vægt. Ifølge japansk Wikipedia er den dermed den tungeste af alle marliner; fisk over 120 til 130 kg er næsten altid hunner.
  • Rekorden: I august 1953 fangede Alfred C. Glassell Jr. ud for Cabo Blanco i Peru en *Istiompax indica* på omkring 710 kg (1.560 lb) — ifølge engelsk Wikipedia stadig en rekord efter IGFA's regler i 2023. Fisken er udstoppet og udstillet i Washington.
  • Gydning: Ifølge FishBase gyder den helst ved 27 til 28 °C; en moden hun bar omkring 40 millioner æg. Russisk Wikipedia kalder den en portionsgyder.

Hvor den lever — og fisken fra Camogli

FishBase: i tropiske og subtropiske farvande i Indo-Stillehavet, af og til også i tempererede, mellem 44° nord og 47° syd, ved 15 til 30 °C. En udpræget vandrende fisk. Ifølge italiensk Wikipedia forekommer den langs Østafrikas kyst, fra Sydafrika til Djibouti, omkring Madagaskar og Seychellerne, og i det østlige Stillehav fra Californien til Chile. Russisk Wikipedia nævner Det Østkinesiske Hav, de indre have i Indonesien og kysterne ud for Mexico og Mellemamerika som steder, hvor den er særlig almindelig. Ifølge FishBase vandrer enkelte fisk rundt om Kap det Gode Håb ind i Atlanterhavet — men en gydebestand dér er usandsynlig.

Og Middelhavet? Italiensk Wikipedia beretter om et enkelt fund: I 1987 blev en *Istiompax indica* fanget ved Camogli i Det Liguriske Hav, formentlig kommet ind gennem Gibraltarstrædet — og kalder den meget sjælden dér. For en lystfisker fra Europa forbliver den en rejsefisk. Ifølge engelsk Wikipedia fiskes den frem for alt ud for Sydamerika, Sydasien og Australien; japansk Wikipedia kalder trollingfiskeriet ud for Cairns berømt — og skriver, at erhvervsfangst og salg af kødet er forbudt dér. Ifølge russisk Wikipedia genudsætter de fleste sportsfiskere i dag de marliner, de fanger.

På tallerkenen

Ifølge FishBase er kødet af god kvalitet; det sælges kølet eller frosset og tilberedes i Japan som sashimi. Japansk Wikipedia skriver, at kødet er rødt og regnes for mere velsmagende end kødet fra *Makaira nigricans*, med sæson om vinteren. Russisk Wikipedia kalder det en delikatesse på dyre restauranter. I USA forbyder Billfish Conservation Act fra 2012 salg af marlin — ikke fiskeri efter den (engelsk Wikipedia).

Otte modsigelser, bevidst ladt åbne

  • Hvor hurtig er den? Finsk Wikipedia: omkring 130 km/t. Den portugisiske: 120 km/t. Den nederlandske: cirka 90 km/t. Den franske: 40 til 60 km/t over korte strækninger. Den engelske og den italienske henviser til en undersøgelse fra 2016, der ud fra musklernes sammentrækningstider beregner en teoretisk øvre grænse på kun omkring 36 km/t — og anser tal som 129 eller 132 km/t for overdrivelser.
  • Hvor tung bliver den? FishBase og de fleste Wikipediaer: 750 kg. Den engelske: muligvis op til 900 kg. Den franske: op til et ton. Den tyske: hunner normalt op til 650 kg. Og den almindelige længde: 380 cm (FishBase, italiensk Wikipedia) — eller omkring 1,8 til 2,7 m (engelsk Wikipedia, »6–9 ft«).
  • Hvor dybt svømmer den? FishBase: 0 til 915 m, som regel 0 til 200 m. Den tyske: til mere end 900 m. Den italienske: som regel ikke dybere end 100 m, men ned til 950 m. Den engelske: ned til omkring 500 m. Den portugisiske: ikke langt under overfladen.
  • Lever den i Atlanterhavet? FishBase og tysk, engelsk, italiensk og japansk Wikipedia: Kun strejfere kommer rundt om Kap, og gydning i Atlanterhavet er ikke dokumenteret. Den finske: hverken i Atlanterhavet eller i Middelhavet. Den italienske kender til gengæld fangsten fra Camogli. Og den portugisiske og den nederlandske Wikipedia regner simpelthen Atlanterhavet med blandt dens oceaner.
  • Har den striber? FishBase: sommetider lyseblå lodrette striber. Den tyske: af og til; de fleste er uden tegninger. Den russiske: Voksne har ingen striber, kun ungfiskene. Den engelske: Den mangler de svage striber hos *Makaira nigricans*. Den italienske: på bugen sommetider mørkere bånd.
  • Hvor gammel bliver den? Italiensk Wikipedia: op til 12 år. Den japanske: 10 til 13 år. Den engelske: Hunnerne lever længere end hannerne og er større fra omkring 5 års alderen — før det mindre.
  • Er den truet? FishBase og italiensk og spansk Wikipedia: IUCN fører den som utilstrækkelige data (Data Deficient). Den engelske: Dens status er ukendt — blandt andet fordi den er særlig god til at ryste sendere af sig. Den portugisiske: I 2010 satte Greenpeace den på sin røde liste. Den nederlandske: enormt overfisket.
  • Findes der et fiskeri efter den? Engelsk Wikipedia: »i øjeblikket intet fiskeri«. Den italienske: omkring 5.000 tons om året. Den russiske: 2.200 til 6.400 tons om året i 1970'erne til 1990'erne, mest af Japan, Indonesien og Taiwan, med langliner, ved trolling og med håndliner.

Fem navne, der fører til den forkerte fisk

  • »シロカジキ« — den »hvide« marlin. På japansk hedder *Istiompax indica* shirokajiki, ordret »hvid marlin«. Ifølge japansk Wikipedia sigter det engelske navn til den levende fisks mørke ryg, det japanske til dens hvidlige farve efter døden. Den engelske white marlin er derimod en helt anden fisk: den atlantiske *Kajikia albida*, på japansk ニシマカジキ, som denne serie har viet en egen gruppe.
  • »クロカジキ« — den »sorte« marlin. Omvendt hedder *Makaira nigricans*, den blå marlin, på japansk kurokajiki, ordret »sort marlin«. Søger man på japansk efter den sorte marlin, lander man altså hos den blå — og søger man efter den hvide, hos den sorte.
  • »Makaira indica«. Under dette gamle navn står den stadig i portugisisk Wikipedia og mange ældre kilder. Men *Makaira* er i dag slægten hos *Makaira nigricans*; *Istiompax indica* står alene i *Istiompax*.
  • »Marlijn«. Nederlandsk Wikipedia fører *Istiompax indica* under den enkle titel marlijn — et ord, der på nederlandsk står for alle marliner. Læser man »marlijn« dér, kan man ikke se, hvilken der menes.
  • »Aguja negra«, »picudo negro«. GBIF fører den på spansk også som aguja negra og picudo negro. Men på spansk står aguja også for hornfisken, som denne serie har viet en egen gruppe — en fisk på knap en meter, uden slægtskab med marlinerne.

Tilbage står det spørgsmål, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Levested, bytte og vaner står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er alt det andet — og om en dag på vandet er umagen værd, afgøres netop dér. Det regner StrikeAhead ud: Den tager forholdene ved dit vand og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kan læse revkanter, byttefiskestimer og det åbne havs blå fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: kuraterede guides og skippere, personligt kontrolleret før de kommer på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamebilleder, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr.

Fisk det rigtige øjeblik →