StrikeAhead

Gulstribet barracuda (Sphyraena chrysotaenia): den lille barracuda fra Det Røde Hav — noteret som hornfisk i 1931, i dag i Levantens net

Fanger du en barracuda i det østlige Middelhav, der knap er længere end en hånd, tænker du sikkert på en ung europæisk barracuda. Ofte er det dog en art for sig: *Sphyraena chrysotaenia* — på engelsk yellowstripe barracuda, på italiensk barracuda dalle strisce gialle, barracuda orientale eller barracuda ottuso (italiensk Wikipedia), på maltesisk lizz ta' lvant, på græsk Κουτσομουρόλουτσος, på arabisk باراكودا الخط الأصفر (GBIF, Wikidata). Et eget dansk navn findes hverken hos GBIF eller Wikidata; »gulstribet barracuda« er her en beskrivende oversættelse af det engelske navn. Arten lever oprindeligt i Indo-Stillehavet og Det Røde Hav og er kommet ind i Middelhavet gennem Suezkanalen. Her kan du læse, hvordan du kender den, hvor langt den allerede er nået, hvad den æder — og hvorfor dens første fund i Middelhavet blev registreret under forkert navn.

1931: en barracuda, noteret som hornfisk

Arten blev beskrevet af Carl Benjamin Klunzinger i 1884. Det første fund i Middelhavet stammer ifølge CIESM-atlasset over eksotiske fisk fra Palæstina — publiceret af Spicer 1931, men under navnet *Belone acus*, altså som hornfisk. En langstrakt, sølvskinnende fisk med spids snude: forvekslingen er til at forstå.

Sådan kender du den

  • Lille. Almindeligt er 12–25 cm (CIESM-atlasset) eller 20–25 cm (engelsk Wikipedia). De tungeste dyr, FishBase har registreret, vejer knap 150 g. En barracuda på over en halv meter er ikke en *S. chrysotaenia*.
  • Bugfinnen sidder under brystfinnen. Det er det kendetegn, CIESM-atlasset bruger til at skille den fra Middelhavets to store barracudaer: hos *Sphyraena sphyraena* og *S. viridensis* sidder bugfinnen bag spidsen af brystfinnen.
  • Gul hale. CIESM-atlasset og italiensk Wikipedia: halefinnen er gul. FishBase supplerer: gul med sort i den øvre og bageste kant.
  • Ét mørkt længdebånd. Fra snuden gennem øjet til halens rod, på hovedet ofte gulligt (FishBase, engelsk Wikipedia) — deraf det engelske navn. Italiensk Wikipedia beskriver det som en til tider utydelig gul eller brun linje; ryggen kan have et gyldent skær.
  • Tænder som hos alle barracudaer. Lange, spidse kæber, underkæben let fremskudt, store fangtænder i forskellige størrelser i kæberne og i ganen (CIESM-atlasset).
  • To vidt adskilte rygfinner, den første med pigstråler, hvoraf den første er længst; den anden begynder foran gatfinnen. Halen er tydeligt kløftet.

Hvor langt den er nået

Listen i CIESM-atlasset læses som en rejserute mod vest: Palæstina 1931, İskenderun (Tyrkiet) 1957, Libanon 1964, Mersin (Tyrkiet) 1966, Libyen 1970, Malta 1993, Det Joniske Hav og det sydlige Adriaterhav 2001 (første fund i Adriaterhavet: Pallaoro og Dulčić). Dertil kommer fund fra Kuşadası-bugten i Det Ægæiske Hav og fra Diafani på Karpathos. Engelsk Wikipedia nævner desuden Gabès-bugten (Tunesien) fra 2002, hvor arten frem til 2007 udgjorde en vigtig del af fangsten. Atlasset vurderer etableringen med to ord: »very common«.

Levested, føde, gydetid

  • Kystnært og lavt. Fra bunden op i de frie vandmasser, ned til omkring 50 m dybde (CIESM-atlasset, FishBase, engelsk Wikipedia). Ungfisk står ofte på meget lavt vand.
  • I store stimer. Alle kilder, der beskriver adfærden, kalder den stimelevende.
  • Jager stimefisk ved bunden. Hovedføden er sildefisk som rund sardinel (*Sardinella aurita*) og ansjos (*Engraulis encrasicolus*), i mindre grad krebsdyr (CIESM-atlasset, engelsk Wikipedia).
  • Kort liv. Højst omkring 5 år; som regel kønsmoden som 2-årig ved cirka 19,5 cm totallængde (engelsk Wikipedia; FishBase: 19,3 cm).
  • Æg og larver driver i planktonet (CIESM-atlasset).

En barracuda for fiskeriet i Levanten

Ifølge CIESM-atlasset bidrager arten betydeligt til trawl- og ringnotfiskeriet i det østlige Middelhav. Engelsk Wikipedia kalder den den almindeligste barracuda i det kystnære småskalafiskeri i Libanon — den skulle overgå de andre landede arter med 70 %. For Suez-bugten nævnes der tegn på overfiskeri: Mange landede fisk var for små til at være kønsmodne. Hos FishBase er den ikke vurderet af IUCN; dens sårbarhed over for fiskeri vurderer FishBase som lav (24 ud af 100).

Hvor kilderne modsiger hinanden

  • Hvor stor bliver den? Italiensk og spansk Wikipedia: højst 30 cm. Engelsk Wikipedia: 32 cm standardlængde, altså uden halefinne. FishBase: 32,2 cm totallængde. CIESM-atlasset: op til 35 cm.
  • Hvor mange pigstråler i den første rygfinne? CIESM-atlasset og engelsk Wikipedia: 5. FishBase: 6. Også ved gatfinnen tæller de forskelligt — CIESM skriver »I + 9«, FishBase »2 pigstråler, 9 blødstråler«.
  • Almindelig eller sjælden? Italiensk Wikipedia kalder den Middelhavets mindst udbredte barracudaart. CIESM-atlasset kalder den »very common«, engelsk Wikipedia den almindeligste barracuda i den libanesiske fangst. En mulig forklaring: Italiensk Wikipedia ser på hele Middelhavet, de andre kilder især på den østlige del.
  • Hvornår gyder den? CIESM-atlasset og engelsk Wikipedia: april til september. For det centrale Middelhav nævner engelsk Wikipedia august til november.
  • Hvilken orden hører den til? Spansk og tyrkisk Wikipedia: aborrefisk. Engelsk Wikipedia: Carangiformes. CIESM-atlasset placerer barracudaerne under Scombriformes. Familien — barracudaer (Sphyraenidae) — er den samme overalt.

Tre fælder ved navnet

  • »Obtusata« er måske samme art — måske ikke. CIESM-atlasset fører *Sphyraena obtusata* som synonym. Italiensk Wikipedia skriver, at de to ligner hinanden til forveksling, og at det ikke er sikkert, om der er tale om to adskilte arter. Derfor dukker navnene becune obtuse (fransk) og picuda obtusa (spansk) også op hos GBIF for *S. chrysotaenia*, og en bestemmelsesportal kalder den obtuse barracuda.
  • Den tredje lille barracuda. Også *Sphyraena flavicauda* er kommet gennem Suezkanalen. CIESM-atlasset skiller de to ad på brystfinnens længde — men beskriver for begge, at den når til lodlinjen under den første rygfinne. Med det blotte øje ved vandet er det næppe til at afgøre.
  • Hornfisk, multe, stribefisk. Atlasset nævner udtrykkeligt, hvad den kan forveksles med: multer (fire rygpigge, kort snude), stribefisk (kort snude, lille mund) og sillagoer (lille mund, rygfinnerne tæt sammen). Hornfisken fra 1931 viser, at listen ikke er teoretisk.

Tilbage står spørgsmålet, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Hos en rovfisk, der i stimer jager sardiner og ansjoser kystnært ved bunden, afgør den rigtige dag mere end nogen montage. Levested, føde og kendetegn står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er forholdene ved dit vand — det beregner StrikeAhead og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kender kanterne og reglerne i et fremmed farvand fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: kuraterede guider og skippere, personligt kontrolleret før optagelse på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr. Appen siger hvornår, Pathfinder med hvem.