StrikeAhead

Seriola carpenteri (Guinean amberjack): ravfisken, der udefra ligner ricciolaen

Udefra kan den ifølge italiensk Wikipedia ikke skelnes fra ricciolaen — og alligevel er den en selvstændig art. *Seriola carpenteri* blev først beskrevet i 1971 og hedder på engelsk Guinean amberjack (FishBase, GBIF), fransk sériole guinéenne, spansk medregal de Guinea, portugisisk charuteiro-da-Guiné, finsk viirupiikkimakrilli (GBIF), italiensk ricciola della Guinea (italiensk Wikipedia). GBIF fører ikke noget dansk navn; denne artikel bruger det videnskabelige navn. Den hører hjemme i det østlige Atlanterhav ud for Vestafrika; til Middelhavet kom den ifølge CIESM-Atlasset gennem Gibraltarstrædet, ikke gennem Suezkanalen. Atlasset nævner dér til dato tre indberetninger. Her står, hvad kilderne ved om den, hvordan man overhovedet kan genkende den — og hvor lidt af det der er sikkert.

Opkaldt efter en big game-fisker

Den blev beskrevet af Mather i 1971 (FishBase, nederlandsk og svensk Wikipedia). Artsnavnet hædrer William K. Carpenter: ifølge FishBase en big game-fisker og ven af forfatteren, ifølge engelsk Wikipedia fra Fort Lauderdale i Florida, i lang tid præsident for og vigtigste velgører for International Game Fish Association, som støttede havforskningen med penge og egen medvirken. Slægtsnavnet *Seriola* er ifølge FishBase en latinsk diminutivform med betydningen »stor lerpotte«. At arten fik et navn så sent, har følger: Fordi den først blev beskrevet i 1971 og ligner ricciolaen (*Seriola dumerili*) så meget, er det ifølge italiensk Wikipedia yderst vanskeligt at kortlægge dens forekomst.

Sådan genkender du den

  • I det ydre som ricciolaen. Italiensk Wikipedia kalder udseendet identisk med *S. dumerili* og anfører kun tre forskelle: mindre størrelse, antallet af pigge i den første rygfinne og antallet af gællegitterstave.
  • Gællegitterstavene er det bedste kendetegn. CIESM-Atlasset nævner 22–23 for *S. carpenteri*. Hos *S. dumerili* falder antallet med væksten fra 18–24 hos små dyr til 11–19 hos fisk over 20 cm gaffellængde (CIESM-Atlasset). En ricciola på mere end 20 cm har altså færre stave end *S. carpenteri* — men tælle dem kan man kun på den fangede fisk.
  • Lappen på den anden rygfinne: hos voksne dyr lige så lang som brystfinnen eller lidt længere, som regel 15–18 % af gaffellængden. Hos *S. rivoliana* er den længere, som regel 19–22 % (CIESM-Atlasset).
  • Bred overkæbeende. Den bageste ende af overkæben er forholdsvis bred. Hos *S. fasciata* er den forholdsvis slank, og øjet er dér forholdsvis stort (CIESM-Atlasset).
  • Voksne er mørkt rosa på ryg og sider, mørkere på hovedet, blege på bugen (CIESM-Atlasset).
  • Ungfisk med fem bånd. Under 20 cm gaffellængde er de gule med fem mørke, uregelmæssigt afbrudte tværbånd, som ikke når ud på hinderne i den bløde rygfinne og gatfinne; et sjette, lille mørkt bånd sidder for enden af haleroden (CIESM-Atlasset).
  • Ingen benplader på sidelinjen, til gengæld riller på haleroden (CIESM-Atlasset).
  • Finneformel: første rygfinne med 7–8 pigge, anden med én pig og 28–33 blødstråler, gatfinne med 17–21 blødstråler, brystfinne med 20 stråler (CIESM-Atlasset).

148 fisk ved Lampedusa

Fundet i Middelhavet blev offentliggjort af Pizzicori, Castriota, Marino og Andaloro i 2000 i *Journal of Fish Biology* — under titlen *»Seriola carpenteri: a new immigrant in the Mediterranean from the Atlantic Ocean«*, en ny indvandrer fra Atlanterhavet. CIESM-Atlasset gengiver to indberetninger derfra: 20 dyr i august 1996 og 148 dyr i september 1997, begge ved Lampedusa. Derefter nævner atlasset kun én til: tre dyr i 2016 ud for Nordtunesien (Capapé og kolleger, 2018, *Cahiers de Biologie Marine* — efter titlen at dømme det første bekræftede fund ved den tunesiske kyst). Engelsk Wikipedia sammenfatter det sådan: siden 2000 nogle få gange i Sicilienstrædet. Hjemmehørende er arten i det østlige Atlanterhav: ifølge FishBase fra Biscayabugten og fra Agadir i Marokko til Angola, inklusive Kap Verde. For Biscayabugten citerer atlasset et arbejde af Quéro fra 1986, som efter titlen at dømme meldte arten som ny for faunaen i det nordøstlige Atlanterhav.

Levested, bytte, gydetid

  • Voksne over soklen. De lever fra tæt ved bunden til det frie vand over den (bentopelagisk), i almindelighed begrænset til kystfarvande over kontinentalsoklen, fra overfladen til mindst 200 m dybde (CIESM-Atlasset, FishBase).
  • Ungfisk i det frie vand. De lever nær overfladen i det åbne hav eller i kystfjerne sokkelfarvande (CIESM-Atlasset).
  • Varmt vand. Arten er i almindelighed begrænset til områder, hvor overfladetemperaturen ligger over 25 °C; dens udbredelse påvirkes muligvis af de årstidsbestemte forskydninger af den 18–27 °C varme vandmasse langs den afrikanske kyst (FishBase, CIESM-Atlasset, engelsk Wikipedia).
  • Bytte: tiarmede blæksprutter og fisk (FishBase, CIESM-Atlasset, engelsk Wikipedia). FishBase beregner ud fra det et trofisk niveau på 4,6.
  • Gyder formentlig i august og september (CIESM-Atlasset). Æggene driver i det frie vand (FishBase). Ifølge atlasset er arten mindre ved kønsmodenhed end *S. dumerili*, som gyder første gang ved 91 cm totallængde; et selvstændigt modenhedsmål for *S. carpenteri* nævner hverken atlasset eller FishBase.
  • Ellers kun lidt kendt. Dens biologi er kun lidt kendt, skriver CIESM-Atlasset. Italiensk Wikipedia formoder, at dens levevis ikke adskiller sig væsentligt fra ricciolaens.
  • Trusselsstatus: på IUCN’s rødliste ikke truet (Least Concern, vurderet den 14. april 2014). FishBase vurderer bestandens modstandskraft som middel (fordoblingstid 1,4–4,4 år) og sårbarheden over for fiskeri som moderat (42 ud af 100).

I fangsten formentlig under forkert navn

I Atlanterhavet fanges den ifølge CIESM-Atlasset for det meste med pelagiske trawl, bundtrawl, ringnot og gællegarn. FishBase fører den som kommercielt udnyttet og som sportsfisk og placerer den i priskategorien »meget høj«. I Middelhavet er den sjælden — men dens andel af den kommercielle fangst kan ifølge atlasset være undervurderet, fordi den sandsynligvis fejlbestemmes som *S. dumerili*. Italiensk Wikipedia nævner handelsnavnet ricciola atlantica. Og til alle, der vil spise den, står der hos FishBase under »fare for mennesker« en bemærkning: Der er rapporter om ciguateraforgiftning. Hvor og hvor ofte, står der ikke.

Hvor kilderne modsiger hinanden

  • Hvor stor bliver den? FishBase: højst 72,5 cm totallængde, almindeligt 40 cm. Spansk og catalansk Wikipedia: 72,5 cm totallængde. Engelsk Wikipedia: mindst 48 cm gaffellængde, sandsynligvis betydeligt mere. Italiensk Wikipedia: op til 55 cm, idet det ikke er klart, om den bliver større. CIESM-Atlasset: i Middelhavet i gennemsnit 65 cm gaffellængde, i Atlanterhavet op til 55 cm gaffellængde — Middelhavsgennemsnittet ligger dermed over samme kildes maksimum for Atlanterhavet, og atlasset sætter efter sin egen angivelse et spørgsmål om, hvorvidt der menes standard- eller totallængde.
  • Hvor mange pigge i den første rygfinne? CIESM-Atlasset: 7–8. FishBase: 8–9. Italiensk Wikipedia: 7 eller 8 — hos ricciolaen skulle det altid være 7.
  • Hvor mange gællegitterstave? CIESM-Atlasset: 22–23. Italiensk Wikipedia: 19–23.
  • Hvilken farve har den? CIESM-Atlasset: voksne mørkt rosa. Italiensk Wikipedia: Farven er ikke kendt med sikkerhed; man ved derfor ikke, om den kan skelnes fra ricciolaen på farven.
  • Etableret eller ej? CIESM-Atlasset: etableringssucces sjælden (»rare«). Italiensk Wikipedia: ved Lampedusa fanget i pænt antal — og fordi dyrene havde gydemodne kønskirtler, ligger det nær, at arten har etableret sig i Middelhavet.
  • 1996 eller 2000? Kortet i CIESM-Atlasset daterer det første fund i Middelhavet til 2000, engelsk Wikipedia skriver »siden 2000«. Indberettet er dyrene ifølge samme atlas for august 1996 og september 1997 — 2000 er året for offentliggørelsen.
  • Hvilken orden? Spansk og catalansk Wikipedia samt GBIF: Perciformes. FishBase og CIESM-Atlasset: Carangiformes. Det er en forskel i systematikkens stade, ikke i arten.

Tre faldgruber ved navnet

  • »Mediterranean amberjack« betyder to arter. GBIF fører dette engelske navn (fra Catalogue of Life) for *S. carpenteri*. Et arbejde af Marino og kolleger fra 1995, som citeres i CIESM-Atlasset, kalder derimod *Seriola dumerili* sådan i titlen.
  • »Ricciola atlantica« er ikke noget oprindelsesbevis. Sådan hedder *S. carpenteri* ifølge italiensk Wikipedia i handlen. Navnet beskriver artens hjemsted, ikke den enkelte fisks fangststed: Dyrene ved Lampedusa blev fanget i Middelhavet.
  • »Charuteiro« med og uden tilføjelse. På portugisisk fører GBIF charuteiro-da-Guiné for *S. carpenteri*; charuteiro alene fører GBIF for *S. fasciata*. Derudover står der for *S. carpenteri* portugisisk seriola-do-golfo og catalansk sériole del golf — »fra bugten«, uden at kilden siger, fra hvilken.

Dermed er vi ved hvornår, som hver artikel i denne serie slutter med. For *Seriola carpenteri* giver kilderne to fingerpeg: Begge indberetninger ved Lampedusa stammer fra august og september, i de samme måneder lægger CIESM-Atlasset den formodede gydetid — og arten holder sig til overfladevand over 25 °C. Om ædetidspunktet står der ikke et ord nogen steder. Levested, bytte og kendetegn står ovenfor, så vidt de er belagt. Det, der ændrer sig hver dag, er forholdene ved dit vand — dem regner StrikeAhead ud og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kender et fremmed områdes kanter og regler fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: håndplukkede guider og skippere, personligt kontrolleret før optagelse på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamebilleder, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr. Appen siger hvornår, Pathfinder med hvem.