StrikeAhead

Blå løber (Caranx crysos): hestemakrellen, der på 30 år har erobret Middelhavet mod nord — helt op i Det Liguriske Hav

Blandt Middelhavets hestemakreller er den den lille, hurtige stimerøver med den blågrønne ryg: *Caranx crysos* — på dansk blå løber, på engelsk blue runner, sjældnere bluestripe jack eller hardtail jack (engelsk Wikipedia), på italiensk carango mediterraneo eller carango dorato (italiensk Wikipedia), på fransk carangue coubali, på catalansk sorella del sud, på portugisisk xaréu-azul, på spansk blandt andet jurel azul, på nederlandsk zwarttip makreel, på finsk sinipiikkimakrilli eller turkoosipiikkimakrilli, på russisk золотистый каранкс, på tyrkisk trakun balığı, på græsk κοκάλι, på japansk クロカイワリ og på arabisk شيم أزرق (GBIF, Wikidata, Wikipedia). På tysk har den ikke sit eget navn: GBIF angiver kun familienavnet Stachelmakrele, den tyske Wikipedia kun det videnskabelige. For kroatisk, slovensk og albansk fandt vi intet bekræftet artsnavn. Her kan du læse, hvordan du kender den, hvor den lever, hvad den æder, hvordan den har bredt sig mod nord i Middelhavet — og hvorfor kilderne ikke engang er enige om, fra hvilken side den kom.

En „gul makrel“ fra New York

Den blev beskrevet af den amerikanske naturforsker Samuel L. Mitchill i 1815 ud fra en fisk fra New York-bugten — dengang som *Scomber crysos* (engelsk Wikipedia, FishBase). Mitchill foreslog navnet „yellow mackerel“; artsnavnet *crysos* henviser ifølge engelsk Wikipedia til det græske ord for guld. Senere blev arten beskrevet på ny tre gange, blandt andet som *Caranx fusus* — et navn, som nogle forfattere ifølge engelsk Wikipedia stadig fejlagtigt bruger i dag. Om den østpacifiske *Caranx caballus* (green jack) i virkeligheden er samme art, regnes for uafklaret: Ifølge engelsk og tysk Wikipedia adskiller de to sig kun i antallet af gællegitterstave.

Sådan kender du den

  • Formen: aflang, moderat højrygget og sammentrykt fra siderne, ryg- og bugprofil omtrent lige stærkt buede, snuden let afrundet (engelsk Wikipedia, FishBase). Brystfinnerne er seglformede og længere end hovedet (FishBase).
  • Farven: ryggen lys olivengrøn til blålig-grøn, siderne sølvgrå til gylden eller messingfarvet (FishBase, engelsk Wikipedia). Den italienske Wikipedia beskriver sølvskinnende sider med perlemorsglans, nogle gange med gyldne reflekser.
  • Pletten: øverst på gællelåget sidder en mørk plet, der ifølge engelsk Wikipedia kan være utydelig; den italienske Wikipedia kalder den sort og højere end lang. Spidserne af halefinnen er mørke (italiensk Wikipedia) — deraf nok det nederlandske navn *zwarttip makreel*.
  • Sidelinjen: forrest en kort, tydelig bue, bagest et lige stykke med meget kraftige benskjolde (scutter), der danner køle på haleroden (engelsk Wikipedia, FishBase). Deraf de engelske navne *hardtail* og *hardnose*.
  • Finnerne: to rygfinner, den første med 8 pigge, den anden med 1 pig og 22–25 bløde finnestråler; gatfinnen med 2 adskilte pigge, derefter 1 pig og 19–21 bløde finnestråler (engelsk Wikipedia, FishBase).
  • Ungfiskene: har som regel syv mørke tværbånd på siderne (FishBase, engelsk og italiensk Wikipedia).

Hvor stor den bliver

Den bekræftede maksimallængde er 70 cm, maksimalvægten 5,05 kg (engelsk Wikipedia) eller afrundet 5,1 kg (FishBase). Den rekord er samtidig IGFA-verdensrekorden: fanget i 1997 ud for Dauphin Island i Den Mexicanske Golf (engelsk Wikipedia). De fleste fisk er tydeligt mindre — hvor meget mindre, kommer vi til nedenfor. For Middelhavet skriver den italienske Wikipedia, at fiskene dér er mindre og vejer højst 1,5 kg. Det ældste kendte eksemplar var ifølge engelsk Wikipedia 11 år gammelt, bestemt ud fra ringene i øresten.

Hvor den lever

Dens udbredelse omfatter hele Atlanterhavet: i vest fra Nova Scotia i Canada til Brasilien, med Den Mexicanske Golf og Caribien; i øst fra Angola langs den vestafrikanske kyst til Marokko og ind i Middelhavet (engelsk Wikipedia, FishBase). Nord for Portugal er den sjælden; enkelte fangster stammer fra Madeira og Galicien, de nordligste fra Sydengland — ifølge engelsk Wikipedia to fisk i 1992 og 1993, ifølge italiensk Wikipedia nu omkring 13 fund fra Dorset og Cornwall. På De Kanariske Øer, hvor man tidligere næsten ikke så den, skal den nu have stabile bestande; nogle forfattere tilskriver det stigende havtemperaturer (engelsk Wikipedia).

Den lever for det meste kystnært, ofte over rev og — ifølge italiensk Wikipedia — især ved sandkyster, men går ned til 100 m dybde og dybere (FishBase, engelsk Wikipedia). Ungfisk står gerne i skyggen af drivende sargassotang eller store vandmænd og trækker ind i laguner og flodmundinger, også i brakvand (FishBase, italiensk Wikipedia). Påfaldende er dens forkærlighed for strukturer i vandet: Den samler sig ved fiskesamlere (FAD’er), ved olie- og gasplatforme, ved kunstige rev og ved akvakulturbure (engelsk Wikipedia).

Vejen mod nord

For lystfiskere i Middelhavet er dette den mest spændende del. Ifølge italiensk Wikipedia levede arten i Middelhavet tidligere kun i syd og øst. Mellem 1990’erne og det nye årtusinde bredte den sig i takt med opvarmningen — på italiensk *meridionalizzazione* — først til midten af bassinet og derefter mod nord, helt op i Det Liguriske Hav. Et studie fra 2023 i fagtidsskriftet *Thalassas* beskriver de nordligste fund i det nordvestlige Middelhav (italiensk Wikipedia, litteraturliste). Den engelske Wikipedia skriver nu, at den er meldt fra næsten alle lande omkring Middelhavet.

Hvad den æder

Den er en hurtig rovfisk, der kystnært især jager små, bundnære fisk (engelsk Wikipedia). Dertil kommer krabber, rejer, vandlopper og andre hvirvelløse dyr; et studie på Kap Verde fandt desuden languster og vandmænd i maven (engelsk Wikipedia). Ungfisk æder overvejende zooplankton, ligesom fisk, der lever langt ude eller ved platforme. Ved platforme i Den Mexicanske Golf åd den lige intensivt dag og nat — om natten helst større bytte som fisk, om dagen små krebsdyr (engelsk Wikipedia). Den jager ofte i små stimer, sjældent i samlinger på op til 10.000 dyr, og følger nogle gange jagende spinnerdelfiner for at snuppe rester (engelsk og tysk Wikipedia). Selv er den bytte for større fisk — den italienske Wikipedia nævner guldmakrel, stor barracuda og atlantisk sejlfisk —, for havfugle og delfiner.

Gydning og vækst

Den bliver kønsmoden ved 22,5 til 28 cm afhængigt af området (engelsk og tysk Wikipedia); FishBase angiver 27,4 cm som gennemsnitlig længde ved kønsmodenhed. Alle undersøgelser af kønsmodning stammer ifølge engelsk Wikipedia fra det vestlige Atlanterhav. Den gyder i åbent hav; æg og larver driver frit i vandet. En hun gyder i gennemsnit mellem 41.000 og 1.546.000 æg, store fisk flere end små (engelsk og tysk Wikipedia). Hvornår den gyder, svarer kilderne forskelligt på — se nedenfor. Ifølge FishBase er dens modstandskraft middel: En bestand behøver 1,4 til 4,4 år for at fordoble sig.

Fiskeri, køkken og en advarsel

Den engelske Wikipedia kalder den en fremragende sportsfisk på let grej, der tager fiskeagn lige så gerne som wobblere, blink, metaljigs og gummiagn; også fluefiskere i saltvand går efter den. I Middelhavet fanges den ifølge italiensk Wikipedia ved trolling og ved spinfiskeri. Meget ofte bruges den selv som levende agn til større rovfisk som marliner og sejlfisk, cobia og amberjack (engelsk Wikipedia). Hvor godt den smager, er omstridt — se nedenfor. Vigtigt: FishBase og den engelske Wikipedia melder om tilfælde af ciguatera-forgiftning efter indtagelse; ifølge engelsk Wikipedia er det især større eksemplarer, der bærer giften, og flere tilfælde stammer fra De Amerikanske Jomfruøer. Farlig for mennesker er fisken altså ikke ved fangsten, men på tallerkenen — og en ciguatera-melding fra Middelhavet fandt vi ikke i vores kilder.

Status — og hvad du kan gøre

På IUCN’s rødliste regnes den for „ikke truet“ (Least Concern), vurderet den 4. februar 2009 (FishBase). Ifølge italiensk Wikipedia er den i store dele af sit — voksende — udbredelsesområde almindelig eller meget almindelig, og overfiskeri kan ikke ses. FishBase vurderer dens sårbarhed over for fiskeri som lav til moderat (34 ud af 100), dens sårbarhed over for klimaforandringer derimod som moderat til høj (53 ud af 100). I Europa og Afrika føres den ifølge engelsk Wikipedia ikke separat i fangststatistikkerne, men slås sammen med andre hestemakreller — hvor meget der fanges dér, ved altså ingen præcist.

Om der gælder et mindstemål, en fredningstid eller en fangstbegrænsning for den, afgøres af de nationale og regionale regler — der findes intet almengyldigt tal, og vi nævner bevidst ikke noget. Tjek lokalt, hvad der gælder lige nu, især i havbeskyttelsesområder. Og fordi dens nordligste forekomst i Middelhavet først nu bliver dokumenteret: Et foto med sted og dato er mere værd for forskningen, end man tror.

Syv modsigelser i kilderne

  • Fra hvilken side kom den? Den tyrkiske Wikipedia skriver, at den fra midten af 1990’erne indvandrede fra Det Røde Hav til Middelhavet. Den italienske Wikipedia siger det modsatte: Den skulle være en af de få Middelhavs-arter, der er vandret gennem Suezkanalen i den modsatte retning, i det mindste til Timsah-søen. Ingen af vores andre kilder kalder den en art fra Det Røde Hav.
  • Hvor lever den i Middelhavet? FishBase samt spansk, catalansk og tysk Wikipedia: kun i det vestlige Middelhav. Engelsk Wikipedia: i hele Middelhavet. Italiensk Wikipedia: tidligere kun i syd og øst, siden 1990’erne også i midten og i nord.
  • Hvor stor er den normalt? Engelsk og græsk Wikipedia: som regel under 35 cm. FishBase samt italiensk og finsk Wikipedia: normalt 40 cm. FishBase citerer desuden en kilde med en maksimallængde på kun 55 cm i stedet for 70 cm.
  • Duer den i køkkenet? FishBase: „excellent food fish“. Italiensk Wikipedia: „ottimo pesce da tavola“. Engelsk Wikipedia: en temmelig ringe spisefisk, „mediocre“.
  • Er brystet skælklædt? Engelsk Wikipedia og FishBase: helt skælklædt — FishBase noterer udtrykkeligt, at andre kilder fejlagtigt har beskrevet det som nøgent. Netop det gør den tyske Wikipedia: „Die Brust ist schuppenlos.“ (Brystet er skælløst.)
  • Hvornår gyder den? Engelsk Wikipedia: året rundt, med toppe om sommeren. FishBase og finsk Wikipedia: januar til august. Italiensk Wikipedia: i det østlige Middelhav om sommeren i kystvande — alle andre siger, at den gyder ude på åbent hav.
  • Hvor mange benskjolde? Engelsk Wikipedia: 46–56. FishBase: 45–56. Italiensk Wikipedia: 39–45. Og den finske Wikipedia flytter straks arten til det østlige og vestlige Stillehav — dér lever ifølge alle andre kilder dog ikke den, men dens mulige tvilling *Caranx caballus*.

Fem faldgruber ved navnet

  • „Pompano“ er den forkerte fisk. Den svenske Wikipedia fører *Caranx crysos* under titlen Pompano — på engelsk hedder arterne i slægten *Trachinotus* sådan, i Middelhavet for eksempel *Trachinotus ovatus*. GBIF angiver for svensk og norsk kun taggmakrill / taggmakrell, familienavnet.
  • „Τραχούρι“ er dobbelt belagt. Den græske Wikipedia kalder *Caranx crysos* τραχούρι — sådan hedder i Grækenland normalt hestemakrellen (*Trachurus*). Også engelsk horse mackerel og fransk chinchard, begge opført for den hos GBIF, betegner ellers hestemakrellen.
  • „Leccia“ og „akya“ er en anden fisk. GBIF fører italiensk leccia også for *Caranx crysos*; dermed menes ellers *Lichia amia* (engelsk leerfish). Den tyrkiske Wikipedia advarer udtrykkeligt om, at den forveksles med akya — ligeledes *Lichia amia*.
  • „Jurel“, „palometa“, „crevalle“ er samlenavne. De spanske og engelske navne hos GBIF betegner alt efter land mange forskellige hestemakreller. For Spanien fandt vi intet entydigt navn fra Middelhavet.
  • „Caranx fusus“ er et gammelt navn. Den, der i faglitteratur læser *Caranx fusus* eller *Carangoides fusus*, mener ifølge engelsk Wikipedia den samme fisk — navnet er ugyldigt.

Tilbage står spørgsmålet, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Hos en fisk, der i små stimer trækker hurtigt langs strukturer og æder både dag og nat, afgør den rigtige dag mere end nogen montage. Levested, bytte og gydetid står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er forholdene ved dit vand — det regner StrikeAhead ud og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kender kanterne og reglerne i et fremmed farvand fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: udvalgte guider og skippere, personligt kontrolleret før optagelsen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr. Appen siger hvornår, Pathfinder med hvem.