Fiskeri efter gulfinnet tunfisk: tunen, der ikke skulle findes i Middelhavet

6. oktober 2026

En sætning på FishBase-siden om den gulfinnede tunfisk levner intet spillerum: udbredt i tropiske og subtropiske have over hele verden, »men ikke i Middelhavet«. Tysk, spansk, fransk, russisk, japansk, norsk, svensk og kroatisk Wikipedia siger det samme. Nederlandsk Wikipedia skriver derimod, at den også findes i Middelhavet, den tyrkiske kalder den endda udbredt dér, og den italienske anser det for uklart, om den af og til svømmer derind. Vil man som europæer fange en sikkert belagt gulfinnet tunfisk, skal man derfor kigge mod Atlanterhavet: Ifølge italiensk Wikipedia lever den i Europa langs den portugisiske atlanterhavskyst, og den engelske nævner De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne blandt de steder, hvor der den dag i dag fiskes efter tun med stang og line — selv om ifølge samme kilde kun få af disse både målrettet går efter den gulfinnede tunfisk. Denne artikel handler om den gulfinnede tunfisk, *Thunnus albacares* — på tysk Gelbflossen-Thun, på engelsk yellowfin tuna, på fransk thon jaune eller albacore, på spansk rabil, på italiensk tonno a pinne gialle, på portugisisk atum-amarelo, på japansk キハダ (kihada), på Hawaii ahi.

»Hvidt kød« og en art, der aldrig fandtes

Den gulfinnede tunfisk hører til familien af makreller, tun og bonitter (Scombridae). Slægtsnavnet *Thunnus* fører FishBase tilbage til det græske thynnos, tunfisken. Den blev beskrevet i 1788 af den franske naturforsker Pierre Joseph Bonnaterre (FishBase, fransk Wikipedia). Artsnavnet *albacares* betyder ifølge engelsk Wikipedia »hvidt kød«. Engelsk Wikipedia fortæller en god historie om de store, gamle fisk med deres iøjnefaldende lange, seglformede finner: Man holdt dem først for en selvstændig art og kaldte dem Allison tuna — et navn, som Louis Mowbray, dengang kurator for akvariet på Bermuda, gav dem i 1920. Fransk Wikipedia fører i dag hans *Thunnus allisoni* som et rent synonym. Ifølge japansk Wikipedia danner den gulfinnede tunfisk sammen med to nære slægtninge sin egen underslægt, *Neothunnus*.

Sådan kender du den

Kroppen er langstrakt og tenformet, kun let sammentrykt fra siderne (FishBase). De to rygfinner er kun adskilt af et smalt mellemrum; den første har 11 til 14 pigstråler, den anden 12 til 16 blødstråler, bagved følger 8 til 10 småfinner. Gatfinnen har 11 til 16 blødstråler og 7 til 10 småfinner (FishBase). Hos store eksemplarer kan den anden rygfinne og gatfinnen blive meget lange — ifølge FishBase et godt stykke over 20 % af gaffellængden, ifølge engelsk Wikipedia når de næsten helt ned til halen og ligner segl eller krumsabler. Brystfinnerne er moderat lange: De når som regel forbi begyndelsen af den anden rygfinne, men ikke forbi enden af dens basis (FishBase). På den første gællebue sidder 26 til 34 gællebørster. Halestilken er meget slank og har på hver side en kraftig køl mellem to mindre. Der er en svømmeblære. Et kendetegn, man kun ser, når fisken renses: Undersiden af leveren er glat, uden striber (FishBase); ifølge spansk Wikipedia adskiller det den fra storøjet tun og blåfinnet tun af samme størrelse.

Farven: Ryggen er metallisk mørkeblå, går over gul til sølv på bugen, og bugen er ofte gennemtrukket af omkring 20 afbrudte, næsten lodrette linjer (FishBase). Ryg- og gatfinnen samt alle småfinner er klart gule, småfinnerne med en smal sort kant (FishBase) — deraf navnet. Svensk Wikipedia beskriver desuden et klart gult længdebånd på hver side. Pas på med ungfisk: Ifølge japansk Wikipedia har de skrå hvide striber på siderne, har endnu korte finner og er derfor svære at skelne fra andre tun, især fra unge storøjede tun.

Størrelse: FishBase angiver 239 cm gaffellængde som maksimum, 150 cm som almindelig længde og 200 kg som den tungeste offentliggjorte vægt. Verdensrekorden hos IGFA ligger ifølge engelsk Wikipedia på 200,94 kg, fanget i 2024 ud for Cabo San Lucas (Mexico); den forrige rekord på 193,68 kg fra samme område (2012) indbragte fangeren en million dollar i præmiepenge. Ud for Japan forbliver de ifølge japansk Wikipedia mindre: højst omkring 1,5 m og 70 kg.

Hvor den står, og hvad den æder

Udbredelse: ifølge FishBase over hele verden i tropiske og subtropiske have mellem 50° nord og 50° syd, ved 15 til 31 °C, en vidt vandrende fisk — og ikke i Middelhavet. Portugisisk Wikipedia undtager desuden Det Røde Hav og Det Sydkinesiske Hav. I Japan forekommer den ifølge japansk Wikipedia syd for Hokkaido, hyppigst på Stillehavssiden syd for Izu-øerne, sjældent i Det Japanske Hav.
Levested: en fisk fra det åbne hav, der lever over og under springlaget; i det frie vand, men sjældent ved rev (FishBase). Ifølge engelsk Wikipedia kommer den under de rette forhold også tæt på kysten — især ved øer midt i oceanet som Hawaii, Ascension og St. Helena, hvor agnfiskene samler sig tæt under land. På Nansei-øerne samt Izu- og Ogasawara-øerne fanger man den ifølge japansk Wikipedia endda fra klippekysten.
Dybde: FishBase angiver 1 til 1.602 meter, som regel 1 til 250 meter. Fordi den er følsom over for iltmangel, fanges den i troperne som regel ikke dybere end 250 meter (FishBase). Ifølge engelsk Wikipedia opholder den sig overvejende i de øverste 100 meter; i en undersøgelse lå 90 % af de målte dybder om natten grundere end 88 m og om dagen grundere end 190 m. En fisk, der blev mærket i Det Indiske Ocean, tilbragte 85 % af sin tid grundere end 75 m — og dykkede tre gange ned, til 578, 982 og 1.160 meter.
Føde: fisk, krebsdyr og blæksprutter (FishBase); trofisk niveau 4,4. Engelsk Wikipedia nævner hurtigt bytte som flyvefisk, makrelgedder og makreller, desuden stimefisk som lygtefisk, ansjoser og sardiner; store gulfinnede tunfisk jager mindre slægtninge som fregatmakreller og bugstribede bonitter. I deres maver har man ifølge russisk Wikipedia fundet fisk fra 50 forskellige familier.
Selskab: Den svømmer i stimer, der sorterer sig efter størrelse, med sin egen art eller blandet; store fisk trækker ofte med delfiner og står under drivgods (FishBase). Ifølge engelsk Wikipedia er blandede stimer med bugstribet bonit almindelige, den følger også hvaler og hvalhajer, følger af og til skibe og står ud for Hawaii ved forankrede fiskesamlere (FADs). Ifølge italiensk Wikipedia bruger fiskere endda delfinerne som pejlemærke for tun.
Fart: op til 20,8 m/s (engelsk Wikipedia), ifølge russisk Wikipedia op til 75 km/t. Som alle tun er den ifølge engelsk Wikipedia varmblodet; ved hurtig svømning klapper finnerne ind i riller.

Gydning med få dages mellemrum

Der gydes ifølge FishBase i tropiske og ækvatornære farvande i alle de store oceaner. På højere breddegrader sker det sæsonvis med et højdepunkt om sommeren, på lavere breddegrader kan det fortsætte hele året. Den gulfinnede tunfisk er en portionsgyder: I sæsonen gyder den med få dages mellemrum (FishBase), æg og larver driver i det frie vand. En stor hun kan ifølge russisk Wikipedia bære op til 8,5 millioner æg, en lille omkring en million. Den vokser hurtigt: ifølge russisk Wikipedia 20 til 40 cm om året, ifølge japansk 50 cm det første og 1 m det andet år — og som toårig er den dér allerede kønsmoden.

Sådan fanges den — og hvad du bør vide

FishBase fører den som sportsfisk og som meget kommerciel; prisklassen er »høj«, og til sashimi er den særlig værdsat. Engelsk Wikipedia fortæller sportsfiskeriets historie: Ud for Catalina Island i Californien dukkede den op kort efter tunfiskeriets begyndelse; på Bermuda udviklede man forfodring fra forankret båd over givtige banker og fangede den på let grej; på Hawaii fiskede man med fjeragn. I dag jages den ifølge engelsk Wikipedia af tusindvis af lystfiskere langs den amerikanske østkyst, i Den Mexicanske Golf — hvor lystfiskeriet efter den anslås at have en økonomisk effekt på 7 milliarder dollar om året —, ud for Sydafrika, Australien og New Zealand. Ifølge russisk Wikipedia hører den sammen med marlin, sværdfisk og sejlfisk til trofæerne i en »Grand Slam« hos IGFA. Spansk Wikipedia roser dens hurtighed og styrke i fighten.

⚠️ Det følgende er en slutning ud fra dens biologi, ikke en kildeangivelse: En fisk, der mest jager i de øverste 100 meter, følger stimer af agnfisk, trækker med delfiner og står under drivgods, skal søges på åbent hav — ved drivgodslinjer, ved fiskesamlere og dér, hvor øer presser agnfiskene sammen. En fisk, der kan nå 200 kg og svømmer med over 20 meter i sekundet, kræver kraftigt, robust grej. For europæiske lystfiskere ligger de belagte fiskepladser i Atlanterhavet: ved den portugisiske kyst og omkring De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne. I Middelhavet ville en gulfinnet tunfisk ifølge FishBase være en sensation — og enhver formodet fangst dér er snarere en grund til at tjekke artsbestemmelsen en gang til.

Til køkkenet: FishBase klassificerer den som harmløs. Kødet er ifølge japansk Wikipedia fra hovedet til næsten halen jævnt rødt, magert og fast, i tonen lysere end hos blåfinnet tun. På Hawaii hedder den ahi og ender i poke; ifølge engelsk Wikipedia kender handlende kun to kvaliteter, »sashimi-kvalitet« og »andet«. Størstedelen af verdensfangsten ender ifølge engelsk Wikipedia på dåse. Fra Atlanterhavet stammer også et usædvanligt økonomisk tal: Gulfinnet tunfisk fanget på håndline hører ifølge engelsk Wikipedia til de få eksportvarer fra St. Helena.

Og bestanden? IUCN fører den som »Least Concern« — ikke truet (FishBase: vurderet den 15. januar 2021). Ifølge russisk Wikipedia var den fra 2011 til 2021 klassificeret som »Near Threatened«. Greenpeace satte den i 2010 på sin røde liste over spisefisk (engelsk Wikipedia). FishBase vurderer sårbarheden over for fiskeri som »moderat til høj« (46 af 100), over for klimaforandringer som »moderat« (42 af 100); bestandene kan ifølge FishBase fordoble sig på 1,4 til 4,4 år. For Atlanterhavet fastsætter tunkommissionen ICCAT ifølge russisk Wikipedia en samlet fangstmængde på 110.000 tons om året og forbyder ringnotfiskeri ved ækvator fra november til januar; ifølge fransk Wikipedia lukker Ghana og Ækvatorialguinea fiskeriet i januar og februar. Mindstemål, fangstmængder og fredningstider fastsætter hvert land selv — tjek dem på stedet.

Fem modsigelser, ladt stå åbne

Middelhavet — ja eller nej? FishBase samt tysk, spansk, fransk, russisk, japansk, norsk, svensk og kroatisk Wikipedia: findes ikke. Den nederlandske: forekommer også i Middelhavet. Den tyrkiske: udbredt dér. Den italienske: uklart. Og engelsk Wikipedia nævner Club Nautico de San Remo og Club Nautique de Cannes som tidlige arrangører af turneringer efter gulfinnet tunfisk fra slutningen af 1960'erne. Det samme gælder Det Røde Hav: Portugisisk Wikipedia udelukker det, den engelske nævner Bab al-Mandab som et sted, hvor den samler sig.
Hvor gammel? FishBase angiver 18 år som højeste rapporterede alder. I afsnittet om modstandskraft regner samme side med en maksimalalder på 8 år; japansk og nederlandsk Wikipedia siger 8, fransk, portugisisk, kroatisk og finsk 9 år.
Hvornår kønsmoden? FishBase: ved omkring 103 cm (78 til 158 cm). Fransk Wikipedia: som 2- til 3-årig ved gennemsnitligt 100 cm. Den japanske: ved 1 m efter 2 år. Den russiske: ved 50 til 60 cm. Den spanske: ved omkring 40 cm.
Hvor stor, hvor tung? FishBase og de fleste Wikipediaer: 239 cm og 200 kg. Den svenske: det længste registrerede dyr 280 cm, det tungeste 400 kg. Den japanske nævner litteratur, ifølge hvilken den når 3 m i troperne. Den arabiske angiver i sit afsnit om Yemen en længde på 1.600 til 1.800 cm — åbenlyst en enhedsfejl. Også ved rekorden går tallene fra hinanden: 200,94 kg (engelsk), 193 kg (russisk), 184 kg (hebraisk), 176 kg fra året 1977 (arabisk Wikipedia).
Hvor dybt? FishBase: som regel ned til 250 m, højst 1.602 m; engelsk Wikipedia angiver 1.592 m som det dybeste målte dyk. Den nederlandske: 0 til mindst 400 m. Den russiske: voksne ned til 150 m, sjældent dybere end 100 m. Den franske: ned til 250 m. Den norske: sjældent dybere end 100 m, fordi den har brug for mere end 2 ml ilt pr. liter.

Seks navne, der fører til den forkerte fisk

»Albacore«. På fransk er albacore det officielle FAO-navn for netop denne fisk (fransk Wikipedia). På engelsk er albacore derimod hvid tun, *Thunnus alalunga* — det gør fransk Wikipedia selv opmærksom på. Hvid tun behandles i en selvstændig gruppe i denne serie.
»Albacora«, »albakor«, »albakora«. GBIF's navneliste fører for den gulfinnede tunfisk Albacora på spansk, portugisisk, svensk og rumænsk, albakor på norsk og albakora på polsk; på italiensk hedder den ifølge GBIF og Wikipedia også tonno albacora. Samme GBIF-database fører dog også albacora, albakor og albakora for hvid tun — og på portugisisk albacora desuden for storøjet tun. Den, der kun læser »albacora«, ved ikke, hvilken tun der er ment.
»Ahi«. Under det hawaiianske navn ahi sælges den internationalt (tysk og engelsk Wikipedia). Men på Hawaii hedder også den nært beslægtede storøjede tun, *Thunnus obesus*, ahi (engelsk og finsk Wikipedia) — og GBIF fører 'Ahi ligeledes for storøjet tun.
»Thon rouge«, »atún blanco«, »atún claro«. Fransk Wikipedia nævner thon rouge blandt de navne, der også bruges om den gulfinnede tunfisk — GBIF fører dog thon rouge som navn på blåfinnet tun. Spansk Wikipedia nævner atún blanco som handelsnavn for den gulfinnede tunfisk — GBIF fører atún blanco som navn på hvid tun. Og atún claro, »lys tunfisk«, er ifølge spansk Wikipedia det gængse navn på dåse.
»Rabil« og »rabilho«. På spansk hedder den rabil (spansk Wikipedia, GBIF), og GBIF fører på portugisisk også atum rabil. To bogstaver mere, og det er en anden fisk: atum-rabilho er ifølge GBIF blåfinnet tun. Den behandles ligeledes i en selvstændig gruppe i denne serie.
Allison, kihada, thamad. Den gamle Allison tuna er ikke en selvstændig fisk, men en stor gulfinnet tunfisk (engelsk Wikipedia). GBIF kender desuden »Autumn albacore« og »Pacific long-tailed tuna«. I Japan har キハダ ifølge japansk Wikipedia mange lokale navne — キワダ, マシビ, イトシビ, シビ, ungfisk キメジ, og i præfekturet Kōchi hedder ungfiskene ビン — næsten som ビンナガ, den hvide tun. På arabisk hedder den ifølge arabisk Wikipedia تونة الزعنفة الصفراء, men også قبابة eller جيذر, i Yemen الثمد. Og på tysk? GBIF fører Gelbflossen-Thun, Gelbflossenthun og Gelbflossenthunfisk.

Tilbage står det spørgsmål, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Dybde, føde og jagtmåde står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er alt det andet — og om en dag på vandet er umagen værd, afgøres netop dér. Det regner StrikeAhead ud: Den tager forholdene ved dit vand og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kender drivgodslinjerne og kanterne ud for en atlanterhavsø fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: kuraterede guides og skippere, personligt kontrolleret før de kommer på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamebilleder, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr.

Fisk det rigtige øjeblik →