Fiskeri efter Makaira nigricans: kæmpen, som ingen ved, om der findes én eller to af

7. oktober 2026

På FishBase-siden om *Makaira nigricans* står en usædvanlig ærlig sætning. FishBase følger FAO-kataloget af Nakamura (1985) og fører den atlantiske form, *Makaira nigricans*, og den indopacifiske, *Makaira mazara*, som to arter — først og fremmest fordi mønsteret i deres sidelinje er forskelligt. Lige bagefter står der: Mange forskere anser netop dette kendetegn for utilstrækkeligt og ser kun én eneste art, der lever i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. Engelsk Wikipedia kalder de to »for det meste betragtet som én art«, den tyske skriver, at forskningen »i stigende grad« kun anerkender én — den japanske behandler dem derimod udtrykkeligt hver for sig. For en lystfisker i Europa er spørgsmålet mindre akademisk, end det lyder: Den marlin, du møder her, er under alle omstændigheder den atlantiske. Engelsk Wikipedia nævner sportsfiskeri efter den i det østlige Atlanterhav fra Algarve til Angola, med Azorerne, De Kanariske Øer, Kap Verde, Madeira og Ascension. Denne artikel handler om *Makaira nigricans* — på tysk Blauer Marlin, på engelsk blue marlin, på fransk makaire bleu, på spansk aguja azul, på italiensk marlin azzurro, på portugisisk marlim-azul, på japansk ニシクロカジキ (nishikurokajiki).

Et sværd, en dolk — eller lykke?

*Makaira nigricans* hører til sejlfiskfamilien (Istiophoridae), som også omfatter sejlfisken og de øvrige marliner (FishBase, tysk Wikipedia). Allerede ved slægtsnavnet begynder kilderne at strides: Ifølge engelsk og italiensk Wikipedia kommer *Makaira* af det græske machaira, et kort sværd eller en krum dolk, og af det latinske machaera, »sværd«. FishBase oversætter derimod makaira med »lykkelig, rig«. Om artsnavnet er alle enige: *nigricans* betyder ifølge tysk Wikipedia »sortagtig, mørk«, ifølge engelsk »som bliver sort«. Arten blev beskrevet af franskmanden Bernard Germain de Lacépède i 1802 (FishBase) — ifølge russisk Wikipedia kun ud fra en tegning; et typeeksemplar findes ikke. Japansk Wikipedia angiver 1908 som året for den første beskrivelse.

Sådan kender du den

Kroppen er langstrakt og kun lidt sammentrykt fra siderne; den er højest lige bag hovedet og falder derefter mere og mere bagud (tysk Wikipedia). Næbbet er langt og kraftigt og rundt i tværsnit — det adskiller alle sejlfisk fra sværdfisken, hvis sværd er fladt og skarpt i siderne (tysk Wikipedia). Den første rygfinne strækker sig over det meste af ryggen; dens forreste del rejser sig spidst, men er altid lavere, end kroppen er høj. Den støttes ifølge tysk og engelsk Wikipedia af 39 til 43 finnestråler, den anden af 6 til 7. De lange, smalle brystfinner (19 til 22 stråler) kan lægges tæt ind til kroppen, den første gatfinne og halefinnen i riller — det gør den strømlinet (engelsk Wikipedia). Halestilken har på hver side to kraftige køle. Huden er dækket af tykke, benede, aflange skæl. Et kendetegn, man næppe ser hos voksne fisk: Sidelinjen danner et net som hønsetråd, der er tydeligt hos ungfisk og senere forsvinder under huden (tysk Wikipedia). Netop dette net er grunden til, at FishBase skiller den fra den indopacifiske marlin — hvis sidelinje ifølge japansk Wikipedia består af enkle løkker.

Farven: foroven sortblå, forneden sølvhvid, derimellem omkring 15 rækker blege, koboltblå striber af runde pletter eller smalle bjælker (FishBase, engelsk Wikipedia). Den første rygfinne er mørkeblå til næsten sort og har ingen prikker eller pletter; de øvrige finner er brunsorte, nogle gange med et strejf af mørkeblåt; gatfinnernes basis skinner sølvhvidt (FishBase). Som andre sejlfisk kan den skifte farve meget hurtigt — det gør iridoforer muligt, lysreflekterende hudceller (engelsk Wikipedia). Ifølge russisk Wikipedia bliver den under jagten som regel klart blå, ifølge tysk afhænger stribernes kontrast af dens humør.

Størrelse: FishBase angiver 500 cm totallængde som maksimum, 290 cm som almindelig længde og 636 kg som den tungeste offentliggjorte vægt. Det er samtidig IGFA’s verdensrekord: 1.402 pund og 2 ounces, fanget ud for Vitória i Brasilien (engelsk Wikipedia). Hunnerne bliver ifølge engelsk Wikipedia op til fire gange så tunge som hannerne, der sjældent vejer mere end 160 kg. Fisk fra 1.000 pund (godt 450 kg) kalder lystfiskere »grander«.

Hvor den står, og hvad den æder

Udbredelse: ifølge FishBase i Atlanterhavet, i tropiske og tempererede farvande, mellem 50° nord og 45° syd, ved 22 til 31 °C, en fisk, der vandrer over store afstande. Tysk Wikipedia kalder den den stærkest tropebundne af alle sejlfisk; i det vestlige Atlanterhav er den ifølge fangsttallene mere almindelig end i det østlige, hvor den ifølge engelsk Wikipedia især forekommer ud for Afrika mellem 25° nord og 25° syd. Om sommeren udvides dens område til tempererede breddegrader, om vinteren trækker det sig tilbage mod ækvator; i vest bestemmer varme strømme som Golfstrømmen, hvor den står (engelsk Wikipedia). Mod nord rækker det ifølge finsk Wikipedia til Spaniens nordvestkyst.
Levested: en fisk fra det åbne ocean, langt fra land (engelsk Wikipedia). Den lever for det meste alene, sjældent i stimer (FishBase). Vandets farve tæller: I den nordlige del af Den Mexicanske Golf viser den en tydelig forkærlighed for blåt vand (FishBase). De fleste fisk findes ifølge engelsk Wikipedia i vand over 24 °C; de er målt ved overfladetemperaturer på 21,7 til 30,5 °C.
Dybde: FishBase angiver 0 til 1.000 meter. Ifølge tysk Wikipedia lever den i de øverste 200 meter, ifølge engelsk pendler den mellem overfladen og omkring 100 meter — om natten som regel tæt ved overfladen, om dagen dybere, begrænset af temperatur og ilt. Fransk Wikipedia angiver de øverste 40 meter som hovedområde.
Føde: først og fremmest fisk, desuden ottearmede blæksprutter og kalmarer; den æder om dagen (FishBase), trofisk niveau 4,5. Ifølge engelsk Wikipedia udgør små stimetun som fregatmakreller (slægten *Auxis*) og bugstribede bonitter en stor del; men den tager også bytte så stort som en hvid marlin eller gulfinnede og storøjede tun på omkring 100 pund. Tysk Wikipedia nævner en 290 kg tung marlin fra Guineabugten, der havde slugt en 50 kg tung storøjet tun.
Næbbet som våben: Om marliner jager med næbbet, var ifølge engelsk Wikipedia længe omstridt. En japansk undersøgelse fra 2007 undersøgte 227 eksemplarer af *Makaira nigricans* og fandt 130 ufordøjede byttedyr med stik-, snit- og andre sår, der blev tilskrevet næbbet. Den slår byttet bedøvet eller såret med det og vender så tilbage for at æde.
Vandringer: Mærkede fisk vandrede mellem Caribien, Venezuela og Bahamas og fra De Amerikanske Jomfruøer til Vestafrika. En marlin, der blev mærket ud for Delaware, blev genfanget ud for Mauritius i Det Indiske Ocean — efter 9.254 engelske mil (engelsk Wikipedia).
Fart: Her går tallene langt fra hinanden, se nedenfor. Engelsk Wikipedia nævner 72 km/t som en ofte citeret topfart, men det meste af tiden svømmer den med under 4,5 km/t.

Syv millioner æg — og gydning ud for Portugal

Kønsmoden bliver *Makaira nigricans* ifølge engelsk og tysk Wikipedia som to- til fireårig — hannerne ved 35 til 44 kg, hunnerne ved 47 til 61 kg. Den gyder i sensommeren og efteråret, i Nordatlanten ifølge tysk Wikipedia fra juli til oktober. En hun kan gyde op til fire gange i en sæson og hver gang afgive over syv millioner æg, hvert omkring 1 mm stort (engelsk Wikipedia). Larverne driver i det frie vand og vokser ifølge engelsk Wikipedia op til 16 mm om dagen; man har især fundet dem ud for det sydøstlige USA, i Caribien og ud for Brasilien. Interessant for Europa: Ifølge engelsk Wikipedia vandrer fiskene i juni og juli for at gyde i internationalt farvand ud for Portugal — og netop dér lider de ifølge samme kilde særligt under overfiskeri. Ifølge engelsk Wikipedia bliver hannerne op til 18, hunnerne op til 27 år gamle; FishBase angiver på grundlag af en kulstof-14-undersøgelse en maksimal alder på knap 20 år.

Sådan fanges den — og hvad du bør vide

FishBase fører den som sportsfisk og som kommercielt udnyttet; prisklassen er »høj«. Sportsfiskeriets historie begynder ifølge engelsk Wikipedia i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne på Bahamas, da pionerer som Van Campen Heilner og S. Kip Farrington udforskede farvandene ud for Bimini og Cat Cay. Zane Grey og Ernest Hemingway fiskede efter den ved Florida Keys, Bahamas og ud for Cuba og skrev meget om det; i Hemingways »Den gamle mand og havet« kæmper fiskeren Santiago i tre dage ud for Cuba med netop denne marlin (engelsk Wikipedia). På Bahamas er den nationalfisk og står i rigsvåbnet, på Bermuda pryder den 5-dollarsedlen. Tysk Wikipedia beskriver fighten: en lang kamp med spektakulære spring ud af vandet.

⚠️ Det følgende er en slutning ud fra dens biologi, ikke en kildeangivelse: En fisk, der jager alene i blåt, varmt oceanvand, om dagen pendler mellem overfladen og omkring 100 meter og følger stimetun, skal søges langt ude — dér, hvor vandet er over 24 °C varmt, og de små tun står. En fisk, der kan nå over 600 kg, kræver tungt big game-grej og en erfaren besætning. For europæiske lystfiskere ligger de belagte fiskepladser i Atlanterhavet: ved Algarve og omkring Azorerne, Madeira, De Kanariske Øer og Kap Verde. Og fordi overlevelsesraten for genudsatte marliner ifølge engelsk Wikipedia er lav — på grund af skaderne ved fangsten —, tæller hvert minut ved genudsætningen: kort fight, lad fisken blive i vandet, løsn den skånsomt.

Til køkkenet: FishBase klassificerer den som harmløs. Kødet er ifølge engelsk Wikipedia forholdsvis fedt, i Japan er det især værdsat til sashimi; finsk Wikipedia beskriver det som lyst og af god kvalitet. En advarsel fra engelsk Wikipedia: Tungmetaller ophobes i den, og i 2017 udsendte Texas’ vildtmyndighed en spiseadvarsel på grund af kviksølv for alle eksemplarer fanget ud for Texas.

Og bestanden? IUCN fører den som »Vulnerable« — sårbar (FishBase: vurderet den 10. maj 2021). Tysk Wikipedia skriver, at bestanden i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean regnes for overfisket; verdensbestanden skulle være faldet med omkring 33 til 37 % mellem 1987 og 2014. Greenpeace satte den i 2010 på sin røde liste over spisefisk (engelsk Wikipedia). FishBase vurderer dens modstandskraft som »lav« — bestandene har brug for 4,5 til 14 år for at fordoble sig —, sårbarheden over for fiskeri som »moderat til høj« (52 af 100), over for klimaforandringer ligeså (50 af 100). Det største pres kommer ifølge engelsk Wikipedia fra tunfiskeriets langliner, hvor den hænger som bifangst; i USA skal alle fartøjer sætte sejlfisk, der er fanget inden for 200 engelske mil fra kysten, fri. Mindstemål, fangstmængder og genudsætningspligter fastsætter hvert land selv — tjek dem på stedet.

Seks modsigelser, ladt stå åbne

Én art eller to? FishBase: to (*M. nigricans* i Atlanterhavet, *M. mazara* i Indo-Stillehavet), men indrømmer, at mange forskere kun ser én. Engelsk Wikipedia: for det meste én; genetiske data skulle tale for samme art, en anden undersøgelse fandt derimod en »påfaldende« adskillelse i arvematerialet. Den tyske: i stigende grad én. Den japanske: bevidst to — og den fortæller, at FAO i sin fangststatistik allerede slår begge sammen under ét navn.
Middelhavet — ja eller nej? FishBase nævner kun Atlanterhavet, engelsk Wikipedia kalder den endemisk i Atlanterhavet, den russiske skriver »kun i Atlanterhavet«. Norsk og tyrkisk Wikipedia fører dog *Makaira nigricans* i deres lister over Middelhavets fiskearter. Den norske liste nævner endda lige før en anden stor marlin, *Makaira indica*, der skulle være indvandret gennem Suezkanalen.
Hvor tung? FishBase: 636 kg, lig med IGFA-rekorden. Engelsk Wikipedia: 818 kg som højeste offentliggjorte vægt, hos store hunner 540 til 820 kg afhængigt af kilden. Den hebraiske: op til 829 kg. Den nederlandske: over 900 kg. Den franske: op til 600 kg. Den tyske angiver 581,51 kg som højeste IGFA-bekræftede vægt og nævner lystfiskerberetninger om 680 kg.
Hvor hurtig? Engelsk Wikipedia: topfart 72 km/t, for det meste under 4,5 km/t. Den italienske: topfart 81 km/t, vedvarende topfart omkring 36 km/t. Den nederlandske: 90 km/t — det hurtigste dyr i vandet. Den franske: omkring 8,3 meter i sekundet, altså cirka 30 km/t.
Hvornår kønsmoden, hvor gammel? FishBase: hanner ved omkring 80 cm, hunner ved 50 cm — og større hunner. Fransk Wikipedia: hunner som 2-årige ved 178 til 221 cm. Den engelske: efter vægt, 35 til 44 kg og 47 til 61 kg. Om alderen: FishBase knap 20 år, den franske 20, den engelske, russiske og finske 18 år for hanner og 27 for hunner.
Truet eller ej? FishBase og engelsk, tysk, russisk og japansk Wikipedia: af IUCN klassificeret som sårbar. Nederlandsk Wikipedia skriver, at IUCN kalder den »ikke truet«.

Fem navne, der fører til den forkerte fisk

»Black marlin«, »marlin negro«. GBIF’s navneliste fører for *Makaira nigricans* på engelsk også »Black marlin« og »Cuban black marlin«, på spansk »Marlin negro«. Den egentlige sorte marlin er dog en anden fisk, *Istiompax indica* — og for den fører GBIF præcis de samme navne, black marlin og marlin negro.
Sort betyder blå, hvid betyder sort. På japansk er *Makaira nigricans* en »sort« fisk: クロカジキ (kurokajiki), ordret »sort marlin«; den atlantiske hedder ニシクロカジキ. Den engelske black marlin hedder derimod på japansk ifølge GBIF シロカジキ (shirokajiki) — »hvid marlin«. Og クロカジキ alene betegner i japansk Wikipedia den indopacifiske form, *M. mazara*; GBIF fører navnet for begge.
»Picudo blanco«. GBIF opfører for *Makaira nigricans* på spansk også »Picudo blanco« og »Merlin rayado« — altså »hvid næbfisk« og »stribet marlin«. Hvid marlin hedder på spansk dog aguja blanca eller marlin blanco, og »stribet marlin« er på engelsk en selvstændig art. Sikkert er på spansk kun aguja azul.
»Espadarte«. Portugisisk Wikipedia kalder den også espadarte-azul, GBIF desuden »Espadarte-sombra«. En espadarte er på portugisisk dog sværdfisken (GBIF). Og »Peixe agulha« fører GBIF på portugisisk for begge fisk.
Peito, castero, ocean gar. På Madeira hedder den ifølge japansk Wikipedia og GBIF Peito, på Cuba ifølge japansk Wikipedia Castero eller Aguja de caste. Gamle engelske navne er ifølge engelsk Wikipedia ocean gar og ocean guard. Og på dansk? Hverken GBIF eller en dansk Wikipedia fører et eget dansk navn for arten — derfor bruger denne artikel det videnskabelige navn *Makaira nigricans*. På tysk fører GBIF Blauer Marlin og Atlantischer Blauer Marlin, for den indopacifiske slægtning Pazifischer Blauer Marlin. Den eneste marlin, der tilbringer hele sit liv i Middelhavet, middelhavsspydfisken, får sin egen gruppe i denne serie, ligesom sværdfisken.

Tilbage står det spørgsmål, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Dybde, bytte og jagtmåde står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er alt det andet — og om en dag på vandet er umagen værd, afgøres netop dér. Det regner StrikeAhead ud: Den tager forholdene ved dit vand og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kan læse det blå vand ud for en atlanterhavsø fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: kuraterede guides og skippere, personligt kontrolleret før de kommer på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamebilleder, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr.

Fisk det rigtige øjeblik →