StrikeAhead

Almaco jack (Seriola rivoliana): den anden amberjack i Middelhavet — seks fund siden 2000 og formentlig mange flere forvekslinger

Den, der lander en stor amberjack i Middelhavet, går ud fra, at det er *Seriola dumerili*. Som regel passer det. Men siden år 2000 er en anden, meget lignende art påvist i Middelhavet: *Seriola rivoliana* — på engelsk almaco jack eller longfin yellowtail, på italiensk ricciola oceanica eller ricciola falcata (italiensk Wikipedia), på fransk sériole limon, på spansk bl.a. medregal limón, på catalansk círvia rivoliana, på japansk ヒレナガカンパチ og på russisk Южноамериканская лакедра (GBIF, Wikidata, Wikipedia). Et eget dansk navn fandt vi ikke — hverken GBIF eller Wikidata angiver et. Heller ikke et eget tysk navn. Det samme gælder portugisisk, nederlandsk (kun et navn, der deles med *S. dumerili*), svensk, norsk, finsk, tyrkisk, græsk, kroatisk, slovensk, albansk og arabisk. Her kan du læse, hvordan du genkender den, hvor i Middelhavet den allerede er fanget, hvad den æder — og hvorfor CIESM-atlasset formoder, at den er mere almindelig, end tallene siger.

En fisk med ti gamle navne

Den blev beskrevet i 1833 i *Histoire naturelle des poissons* af Achille Valenciennes og Georges Cuvier — Cuvier var ifølge engelsk Wikipedia allerede død i 1832 på det tidspunkt. Derfor står der i nogle kilder »Valenciennes, 1833« (FishBase, GBIF), i andre »Cuvier, 1833« (CIESM-atlasset). Engelsk Wikipedia opregner ti synonymer, bl.a. *Seriola bonariensis*, *S. falcata*, *S. colburni* og *S. dubia* — arten blev altså »opdaget« igen og igen. Den hører til familien Carangidae (hestemakreller) og er nært beslægtet med *S. dumerili* og yellowtail (engelsk Wikipedia).

Sådan genkender du den — og skelner den fra S. dumerili

  • Det vigtigste kendetegn: finnelappen. Den forreste, højtrejste lap på den anden rygfinne er påfaldende lang hos den: 19–22 % af gaffellængden (CIESM-atlasset; FishBase: 18–22 %). Hos *Seriola dumerili* (greater amberjack) og dens slægtninge går denne lap ifølge CIESM-atlasset 6 til 8,6 gange op i gaffellængden og er som regel lidt kortere end brystfinnen. Deraf navnene *longfin* og *falcata* (»seglformet«).
  • Formen: mindre langstrakt og mere fladtrykt end de fleste hestemakreller (engelsk Wikipedia). Italiensk Wikipedia beskriver den som tydeligt mere højrygget end *S. dumerili*, især i rygprofilen.
  • Hovedet: et mørkt skråbånd løber fra øjet til begyndelsen af den første rygfinne og er ifølge italiensk Wikipedia som regel også synligt hos voksne. Overkæben når til omtrent midten af pupillen (FishBase) eller øjets midte (CIESM-atlasset).
  • Farven: ryg brun, olivengrøn eller blågrøn, undertiden med violette eller bronzefarvede reflekser, bug lysere, ofte messing- eller lavendelfarvet (italiensk og engelsk Wikipedia). Langs flankerne ligger ofte en gullig eller ravfarvet længdestribe (FishBase, CIESM-atlasset). Bugfinnerne er hvide på undersiden (engelsk Wikipedia).
  • Finnerne: rygfinne med 27–33 blødstråler i anden del, gatfinne med 18–22 (alle kilder). Halefinnen er dybt kløftet, halestilken har en grube foroven og forneden (FishBase).
  • Ungfiskene: op til ca. 18–20 cm har de seks til syv mørke tværbånd på kroppen og et mørkt nakkebånd (italiensk Wikipedia, CIESM-atlasset, FishBase).

Hvor stor den bliver

FishBase angiver en maksimal længde på 160 cm (gaffellængde) og en maksimal vægt på 59,9 kg, som almindelig længde 90 cm — de samme værdier står i engelsk, italiensk, catalansk og japansk Wikipedia. Florida Fish and Wildlife Conservation Commission oplyser ifølge engelsk Wikipedia, at en typisk fangst kun vejer omkring ti pund (ca. 4,5 kg) — den lever i små grupper fordelt over store strækninger og er ikke en almindelig fangst. CIESM-atlasset sætter værdierne betydeligt lavere — se nedenfor.

Hvor den lever — globalt

Den findes i alle tropiske og varmtempererede have (CIESM-atlasset, FishBase): i Indo-Stillehavet fra Kenya og Sydafrika til Marianerne, Ryūkyū-øerne, Ny Kaledonien og Kermadec-øerne, i det østlige Stillehav fra Californien til Peru inklusive Galápagos (FishBase, engelsk Wikipedia). I Det Røde Hav og i Fransk Polynesien mangler den (FishBase, spansk og catalansk Wikipedia). I det nordøstlige Atlanterhav er dens udbredelse ifølge FishBase »ikke godt kendt«; engelsk Wikipedia nævner Azorerne, Madeira og det portugisiske fastland samt meldinger fra Sydengland og Biscayabugten, og italiensk Wikipedia anser den for ret almindelig ved den portugisiske kyst.

Den er en fisk fra det åbne hav uden for kontinentalsoklen og kommer ifølge italiensk Wikipedia kun ind til kysten, hvor vandet er meget dybt. Voksne fisk står i små grupper ved ydre revskrænter, havbjerge og banker (FishBase, japansk Wikipedia); ifølge engelsk Wikipedia besøger den vrag oftere end de fleste andre hestemakreller. CIESM-atlasset anser den for »sandsynligvis mere oceanisk« end dens slægtsfæller. Ungfisk samles ude på åbent vand under drivende genstande (FishBase, italiensk Wikipedia, CIESM-atlasset). Spansk Wikipedia nævner foretrukne vandtemperaturer på 18–24 °C.

I Middelhavet: seks påviste fisk

Det første fund i Middelhavet stammer fra år 2000: en enkelt fisk ud for øen Lampedusa (Castriota og kolleger 2002, *Journal of Fish Biology*). Et andet fulgte fra samme område (Castriota og kolleger 2004, *Cybium*). I 2011 blev tre eksemplarer ud for Mallorca meldt — det første fund i det vestlige Middelhav (Valls og kolleger 2011, *Marine Biodiversity Records*) —, samme år det første fra Nordtunesien (Mansour og kolleger 2011). I 2017 kom Libyen til (Shakman og kolleger 2017, *BioInvasions Records*). CIESM-atlasset over eksotiske fisk i Middelhavet tæller i alt seks fangede eksemplarer på forskellige steder og i forskellige år og angiver vejen som »via Gibraltar« — den er altså indvandret fra Atlanterhavet, ikke gennem Suezkanalen.

Og så kommer sætningen, der er interessant for lystfiskere: Fordi den ligner *S. dumerili* så meget, kan den være blevet forvekslet med den og derfor være mere almindelig, end fundene viser (CIESM-atlasset). Italiensk Wikipedia anser det for muligt, at den på grund af Middelhavets tropikalisering også dukker op andre steder. Den, der fanger en »ricciola« med en påfaldende lang rygfinnelap, bør altså se nærmere efter.

Hvad den æder

Den er en rovfisk, der ifølge engelsk og japansk Wikipedia æder både dag og nat: mindre fisk samt små blæksprutter (kalmarer), ottearmede blæksprutter, krabber og rejer. FishBase nævner hovedsageligt fisk, desuden hvirvelløse dyr, og placerer den på trofisk niveau 4,5 — højt oppe i fødekæden. Spansk Wikipedia beskriver, hvordan føden ændrer sig med størrelsen: Ungfisk på omkring 4 cm æder især vandlopper af slægten *Calanus*, fisk på omkring 15 cm allerede sardiner, makreller og kalmarer. En særhed beskriver engelsk og japansk Wikipedia: Den gnider sig mod hajers ru hud for at slippe af med hudparasitter — og undertiden mod dykkere, som den åbenbart tager for hajer.

Gydning og vækst

Dens æg og larver driver frit i vandet (FishBase, CIESM-atlasset); ifølge spansk Wikipedia er æggene gennemsigtige og ca. 1,2 mm store, og formeringsraten er høj. Ifølge engelsk Wikipedia gyder den hele året, op til ugentligt; italiensk Wikipedia beskriver gydesamlinger. Et vigtigt punkt står hos FishBase: Dens modstandskraft regnes for lav — en bestand behøver 4,5 til 14 år for at fordoble sig, og sårbarheden over for fiskeri vurderes som høj til meget høj (74 ud af 100).

Fiskeri, opdræt og en advarsel

Ifølge engelsk Wikipedia gør dens usædvanlige udholdenhed den til et eftertragtet mål i dybhavs-sportsfiskeriet; FishBase opfører den som sportsfisk og spisefisk i priskategorien »meget høj«. I Middelhavssammenhæng nævner italiensk Wikipedia kun liner, pelagiske net og slæbefiskeri. Mere kendt end de vilde fisk er opdrættet: Ud for Hawaii opdrættes den i dybe, forankrede netbure som »Hawaiian Kampachi« eller »Kona Kampachi«, i Mexico som »Baja Kampachi« (engelsk Wikipedia); ifølge spansk Wikipedia planlagde også Ecuador at opdrætte den. Kødet er fast og tæt som tun og indeholder ca. 30 % fedt (engelsk og japansk Wikipedia). Vigtigt: Vildfangede fisk kan overføre ciguatera (FishBase, engelsk og japansk Wikipedia), især fra koralrevsområder; opdrættede fisk med kontrolleret foder ifølge engelsk Wikipedia ikke. En ciguatera-melding fra Middelhavet fandt vi ikke i vores kilder.

Status — og hvad du kan gøre

På IUCN’s rødliste gælder den som »ikke truet« (Least Concern). Engelsk Wikipedia skriver, at de vilde bestande er rigelige og aldrig er blevet fisket kommercielt i stor stil. Alligevel: Med lav modstandskraft og høj sårbarhed over for fiskeri (FishBase) hører den til de arter, hvor genudsætning af en stor fisk gør en forskel. Om der gælder et mindstemål, en fredningstid eller en fangstbegrænsning for den, fastlægger de nationale og regionale regler — vi nævner bevidst intet tal. Undersøg på stedet, hvad der aktuelt gælder, især i marine beskyttede områder. Og fordi der i hele Middelhavet kun findes en håndfuld fund: Et foto af rygfinnen med sted og dato er værdifuldt for forskningen.

Syv modsigelser i kilderne

  • Hvor i Middelhavet? FishBase samt italiensk, spansk og catalansk Wikipedia nævner kun Lampedusa. CIESM-atlasset nævner desuden Nordtunesien, Balearerne og Libyen. Engelsk Wikipedia skriver om spredte meldinger fra Balearerne til Gabès-bugten — et fund fra Gabès-bugten fandt vi ikke i den faglitteratur, som CIESM-atlasset citerer.
  • Lever den i det vestlige Atlanterhav? FishBase, engelsk og catalansk Wikipedia: ja, fra Cape Cod til det nordlige Argentina. Spansk Wikipedia: Den mangler i det vestlige Atlanterhav.
  • Hvor stor bliver den? FishBase og fire Wikipedia-udgaver: almindeligvis 90 cm, højst 160 cm. CIESM-atlasset: almindeligvis 50–80 cm, højst 120 cm.
  • Hvilket køn bliver stort? Spansk Wikipedia: hanner kun ca. 50 cm, hunner op til 1,5 m. FishBase og catalansk Wikipedia angiver de 160 cm udtrykkeligt for hanner hhv. »hanner/uden kønsangivelse«.
  • Hvor dybt? Engelsk og japansk Wikipedia: 5–160 m, oftest 5–35 m. FishBase og italiensk Wikipedia: 5–245 m, oftest 30–35 m (FishBase). Spansk Wikipedia: typisk omkring 50 m, påvist dybere end 300 m.
  • Hvad æder den hovedsageligt? FishBase og italiensk Wikipedia: fisk, blæksprutter først på andenpladsen. Spansk Wikipedia: Voksne æder bløddyr, krebsdyr, pighuder og små fisk — fisk til sidst.
  • Hvornår vurderet? FishBase: IUCN-vurdering fra 21. august 2012. Engelsk Wikipedia: vurderet 2015.

Ingen modsigelse, selv om det ser sådan ud: Italiensk Wikipedia tæller 7 pigstråler i den første rygfinne og 1 i gatfinnen, FishBase og japansk Wikipedia 8 og 3. CIESM-atlasset opløser det: VII + I og II + I — afhængigt af, om man medregner pigstrålen foran den anden rygfinne og de to adskilte gatfinnepigge.

Fem fælder ved navnet

  • »Kampachi« er ikke altid kampachi. I Japan hedder カンパチ (*kanpachi*) greater amberjack *S. dumerili* (Wikidata, GBIF); *S. rivoliana* er ヒレナガカンパチ, »den langfinnede kanpachi«. På hawaiianske og mexicanske menukort er »Kampachi« derimod opdrættet *S. rivoliana* (engelsk Wikipedia).
  • »Greater amberjack« er den anden fisk. GBIF angiver for *S. rivoliana* også de engelske navne greater amberjack, European amberjack og sågar bonito — men »greater amberjack« er standardnavnet for *S. dumerili*, og »bonito« betegner ellers pelamiden.
  • »Barnsteenmakreel« og »írio« deles af to arter. GBIF angiver det nederlandske navn barnsteenmakreel og det portugisiske írio både for *S. rivoliana* og for *S. dumerili*.
  • »Medregal«, »coronado«, »huayaipe« er samlenavne. GBIF angiver medregal og coronado for begge arter; kun medregal limón fandt vi udelukkende hos *S. rivoliana*. I Ecuador hedder ifølge spansk Wikipedia flere Seriola-arter »huayaipe«. Og GBIF angiver sågar boquerón — i Spanien navnet på ansjosen.
  • »Sydamerikansk« er misvisende. Det russiske navn hos GBIF, Южноамериканская лакедра (»sydamerikansk lakedra«), passer dårligt til en fisk, der lever i alle varme have.

Tilbage står spørgsmålet, som hver artikel i denne serie begynder med: hvornår. Hos en rovfisk, der står i små grupper ved dybe skrænter, banker og vrag og æder både dag og nat, afgør den rigtige dag mere end nogen montage. Levested, føde og kendetegn står ovenfor, og de ligger fast. Det, der ændrer sig hver dag, er forholdene ved dit vand — det beregner StrikeAhead og fortæller dig, hvornår turen er umagen værd. Og fordi man ikke kender kanterne og reglerne i et fremmed farvand fra første dag, fortæller StrikeAhead Pathfinder dig, med hvem du tager ud: kuraterede guider og skippere, personligt kontrolleret før optagelse på listen — licens og forsikring —, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos, uden betalt rangering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr. Appen siger hvornår, Pathfinder med hvem.