Fiskeri efter vragfisk: rovdyret, der er opkaldt efter skibsvrag
Hver artikel i denne serie svarer på det samme spørgsmål: hvordan er lystfiskeren rovdyret et skridt foran? Med hvilket agn, på hvilken dybde, på hvilket tidspunkt. Hos vragfisken begynder svaret med et skibsvrag. Det halve kontinent har opkaldt denne fisk efter sunkne skibe — dansk vragfisk, engelsk Wreckfish, tysk Wrackbarsch, hollandsk Wrakbaars, norsk og svensk vrakfisk, finsk Hylkyahven, polsk Wrakon — og fagkilden leverer grunden i en enkelt sætning: »Adults prefer to inhabit caves and shipwrecks«. Omdrejningspunktet for denne artikel er derfor: rovdyret, der er opkaldt efter skibsvrag. Der er tale om *Polyprion americanus* — en fisk, der bliver op til firs år gammel, og hvis videnskabelige navn hviler på en tegning fra året 1801.
Mange save — og en fisk ved navn Girom
Oprindelsen af de videnskabelige navne er registreret af ETYFish Project, et etymologisk register over fiskenavne. Slægten Polyprion (Oken 1817) står dér for »poly, many; prion, saw« — mange save —, »referring to serrations on preopercle and anal- and pelvic-fin spines«: efter takkerne på forgællelåget og på piggene i gat- og bugfinne. Den, der har fisken i hånden, finder saven, hvor FishBase beskriver den: »a rough bony ridge across upper part of the gill cover« — en ru benkam tværs over den øverste del af gællelåget. Familien fører ETYFish som POLYPRIONIDAE, »Wreckfishes« — vragfiskene. Og artsnavnet? »americanus« skal være »American, based on a drawing sent by British physician-naturalist John Latham (1740–1837) to Schneider, representing a fish called ›Girom‹ in America« — amerikansk altså, fordi den britiske læge og naturforsker John Latham sendte en tegning til Schneider, som viste en fisk, der i Amerika blev kaldt »Girom«. ⭐ Det bemærkelsesværdige: »Girom« står den dag i dag i GBIF's spanske navneliste for arten. Et ord fra en tegning fra året 1801 har overlevet to hundrede år — og opkaldt fisken efter et kontinent, som FishBase først nævner på andenpladsen i sin udbredelseslinje.
Hvor forskelligt kysterne ser denne fisk, viser navnelisten hos GBIF for *Polyprion americanus* (nøgle 5211265). Der er en vraglejr, og dansk hører til den: »Atlantisk vragfisk« og »Vragfisk« står dér for arten. Dertil tysk »Wrackbarsch« og »Wrackfisch«, engelsk »Wreckfish« og »Wreck bass«, hollandsk »Wrakbaars« og »wrakvis«, svensk »Vrakabborre« og »Vrakfisk«, norsk »vrakfisk«, finsk »Hylkyahven« — af *hylky*, vrag, og *ahven*, aborre —, polsk »Wrakon«, islandsk »Rekaldsfiskur«, walisisk »Pysgodyn Broc Môr« og, tydeligst af alle, albansk »peshku i anijeve të fundosura«: de sunkne skibes fisk. Der er en dybdelejr, og den ligger næsten helt i Middelhavet: italiensk »Cernia di fondale«, maltesisk »Cerna tal-fond«, »Dott tal-fond« og »Hanzir tal-qiegh«, slovensk »Globinska kirnja«, albansk »Kerr fundi« — overalt bunden, dybden. Der er en stenlejr: engelsk »Stone bass« og »Sea rock perch«, spansk »Mero de roca«. Der er det franske »Poisson de bois«, træfisken. Der er det maltesiske »Hanzir«, svinet. Og der er, alene og til at kende, det græske »Βλάχος« — vlakken, hyrden fra bjergene, for en fisk, der aldrig har set en bjergeng.
💣 Seks navnefælder, hver enkelt holdt op mod GBIF-listerne for de arter, det handler om. For dig, der læser på dansk, ligger det gode i, at dit eget sprog rammer fisken rigtigt: en vragfisk er en vragfisk, og torsk, grouper og skorpionfisk har helt andre navne hos os. Fælderne begynder først, når man lægger til i en sydeuropæisk havn — der kalder man fisken efter dybden, og et halvt dusin sprog forveksler ham med tre andre fisk. For det første skorpionfisken. Tyrkisk »iskorpit« står i listen for denne fisk — og »iskorpit« står ligeledes ved den store skorpionfisk (*Scorpaena scrofa*, nøgle 2334574), som har sin egen artikel i denne serie. Kun »İskorpit hanisi« betyder vragfisk. Samme forveksling igen på fransk: GBIF fører her de provencalske former »Cernio Escourpena« og »Franfré Rascas« — og *rascasse*, *escourpena* er på fransk netop skorpionfisken. To sprog låner, uafhængigt af hinanden, den anden fisks ord til denne. For det andet torsken. Spansk »Bacalao« står i listen for denne fisk — og »Bacalao« er hos GBIF det spanske navn for torsken (*Gadus morhua*, nøgle 8084280), der ligeledes har sin egen artikel i denne serie. For det tredje »Mero«. Spansk »Mero« og »Cherna« står her — men »Mero« står også ved grouperen (*Epinephelus marginatus*, nøgle 2388507) og ved havbarsen (*Dicentrarchus labrax*, nøgle 2394622, dér »Mero« og »Cherne«). Ét ord, tre fisk, tre egne artikler. For det fjerde cernia'en. Italiensk »Cernia« uden tilføjelse er grouperen; denne fisk hedder kun »Cernia di fondale«. Det samme på fransk: »Mérou« alene er grouperen, her skal der »Mérou fanfré« eller »Cernier commun« til. Og maltesisk »Cerna« står ved dem begge — kun »tal-fond«, *dybdens*, skiller dem. For det femte Balkan. GBIF fører for denne art overhovedet intet kroatisk navn; på serbisk står »Kirnja glavulja«. Blankt »Kirnja« er derimod grouperen (serbisk »Kirnja«, slovensk »kirnja«), og på serbisk står »Kirnje« endda ved havbarsen. Slovensk løser det rent med »Globinska kirnja«, dybdens kirnja. For det sjette søsterarten. I den engelske navneliste for denne art står »Hapuka«, »Hapuku«, »Bass Groper« og »Blue Cod« — det er navnene på den newzealandske *Polyprion oxygeneios* (nøgle 5211261, dér »Hapuku Wreckfish« og »New Zealand Groper«, fransk »Cernier de Nouvelle-Zélande«). Søsterarten sidder altså i navnelisten selv.
To meter ti, hundrede kilo — og firs år
Rammetallene stammer fra FishBase. Vragfisken bliver op til 210 centimeter i totallængde, den højeste offentliggjorte vægt ligger på 100 kilogram — og den højeste indberettede alder på 80 år. ⚠️ Samme kildeside nævner i regnemodellen for bestandens genopbygning tmax = 76; de to aldersangivelser står uformidlet ved siden af hinanden, og denne artikel løser det ikke op. »Common length« angiver FishBase til 80 centimeter totallængde, længden ved første kønsmodenhed til Lm 77,9 centimeter (interval op til 90 cm). ⚠️ To tal fra samme kilde, der næsten falder sammen: den almindelige fisk er omtrent så stor som den fisk, der netop er blevet gydemoden. Hvad der følger af det, afgør hver især selv; tallene står der. Om udseendet: »Bluish grey above, paler below with a silvery sheen; fins blackish brown« — foroven blågrå, forneden lysere med sølvskær, finnerne sortbrune; ungfisk bærer »black blotches on head and body«, sorte pletter på hoved og krop. Kroppen er »tall, compressed«, høj og sammentrykt fra siderne, med stort hoved og stort gab. Finneformlen: 10 til 12 rygpigge, 11 til 13 bløde rygstråler, 3 gatpigge, 8 til 10 bløde gatstråler. IUCN-status er »Data deficient« — datagrundlaget er utilstrækkeligt —, vurderet den 30. april 2003. ⚠️ Det er en over tyve år gammel indplacering, som udtrykkeligt siger, at man ikke ved det. Over for mennesker regnes den som »Harmless«; fiskeriet fører FishBase som »minor commercial«, som sportsfisk udtrykkeligt med »gamefish: yes«. Bestandens robusthed står på »Low« med en fordoblingstid på 4,5 til 14 år, kønsmodenheden indtræder efter 9 til 10 år. Det trofiske niveau ligger på 4,1 — det er toprovdyr-område.
Huler, vrag og flydende ting
Den vigtigste sætning for lystfiskere står hos FishBase under »Biology« og er seks ord lang: »Adults prefer to inhabit caves and shipwrecks« — voksne fisk foretrækker huler og skibsvrag. Intet frit vand, ingen sandørken: struktur. Dertil modsætningen fra samme linje: »Juveniles congregate below floating objects« — ungfisk samler sig under flydende objekter, under træ, tang, alt hvad der driver oven på. Netop derfra kommer formodentlig det franske »Poisson de bois«, træfisken. Et liv begynder altså ved overfladen og ender i vraget på bunden. Og når den er nået derned, er den alene: »Usually solitary« — for det meste enlig. Dybden angiver FishBase til 40 til 600 meter, »usually 100–200 m«, sædvanligvis hundrede til to hundrede. ⚠️ Miljøangivelsen fra samme kilde lyder »Deep-water«, skønt området allerede begynder ved 40 meter; denne artikel gengiver begge dele og løser det ikke op. Dens hav er vidt: »Eastern Atlantic: Norway to South Africa … including the Mediterranean« — Østatlanten fra Norge til Sydafrika, inklusive Middelhavet, dertil Kanarieøerne, Madeira, Kap Verde og Tristan da Cunha; i Vestatlanten fra Newfoundland til North Carolina, dertil Uruguay til Argentina, St. Paul og Amsterdam i Det Indiske Ocean og New Zealand i det sydvestlige Stillehav. En fisk, der er hjemme på begge sider af Atlanten — og hvis navn lader, som om kun den ene side var ment.
Hvad den æder — og hvornår den gyder
Byttet sammenfatter FishBase i syv ord: »Feed on large crustaceans, cephalopods and benthic fishes« — store krebsdyr, blæksprutter og bundlevende fisk. Det er ikke en sardinstime i det frie vand, men bundkost: krabber og hummeragtige, blæksprutter, fisk der selv lever på bunden. Det trofiske niveau på 4,1 passer til det — den æder dyr, der selv æder dyr. Om formeringen er kilden kort og uden konjunktiv: »Spawn in the summer« — den gyder om sommeren. Dertil »Primary gonochorists«: den er primært særkønnet, bliver altså født som han eller hun og bliver det — anderledes end grouperen, som et halvt dusin sprog forveksler den med, og som skifter køn undervejs i livet. En fisk, der bruger ni til ti år på at blive kønsmoden, kan blive firs og hvis bestandssituation IUCN siden 2003 beskriver med »Data deficient«, er ingen fisk, man bør afgøre noget om på maven.
Hvad det betyder ude på vandet
- Positionen er hele fisken. FishBase nævner huler og skibsvrag som voksne fisks foretrukne opholdssted. Den, der ikke kender vraget, finder ikke fisken — her afgør lokalkendskab, ikke agnet.
- Hundrede til to hundrede meter. Kilden nævner 40 til 600 meters dybde, sædvanligvis 100 til 200. Fra kysten er denne fisk ikke at nå; det er en bådsag.
- Én, ikke ti. »Usually solitary« — voksne vragfisk står for det meste alene. Én plads, én fisk; ingen stime, der rykker ind bagefter.
- Bundkost, ingen sardiner. Store krebsdyr, blæksprutter, bundlevende fisk. Hvilken agnstørrelse eller metode der fanger, siger ingen af de læste kilder; denne artikel lover ingen.
- Drivgods er børnekammer. Ungfisk samler sig under flydende objekter. Det, der hænger under brættet, er måske afkommet af den fisk, man leder efter nede i dybet.
- Firs år, ni år til modenhed. FishBase nævner en højeste alder på 80 år, en fordoblingstid på 4,5 til 14 år og robustheden »Low«; IUCN har siden 2003 stået på »Data deficient«. Det er et argument for skånsom behandling og for genudsætning — og en beslutning, der bliver din egen.
- Tjek reglerne selv. Kroatien fører for eksempel *Polyprion americanus* i sportsfiskerireglerne sammen med grouperne og begrænser denne gruppe til én enhed pr. lystfisker; mindstemål, fangstmængder og fredningstider er forskellige fra land til land og bliver ændret. Den kompetente myndighed er afgørende; dette her er ikke juridisk rådgivning.
Vragfisken er rovdyret, der er opkaldt efter skibsvrag: en fisk, hvis slægtsnavn betyder »mange save«, hvis artsnavn stammer fra en tegning fra året 1801, og som Europas kyster alt efter synsvinkel opkalder efter vrag, efter dybden, efter sten, efter træ eller efter en hyrde fra bjergene. Det, de alle beskriver, er det samme: en gammel, enlig fisk ved en struktur, man skal kende. StrikeAhead læser forhold og dybde og lærer af dine fangster; appen fortæller dig, hvornår det er værd at tage af sted, og StrikeAhead Pathfinder fortæller dig, hvem du skal tage ud med på ukendt vand — kurateret, personligt efterprøvet, med verificerede fangster i stedet for reklamefotos, uden betalt placering og for dig som lystfisker uden formidlingsgebyr.